Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Hård beskatning bremser omlægning af lavbund
Hårde skatteregler står i vejen for udtagning af lavbundsjorder til fordel for solceller på samme jord. Det er en af konklusionerne i The UnSustainability Report 2023, som er udarbejdet af kommunikationsvirksomheden Geelmuyden Kiese og revisionsfirmaet Deloitte.
I rapporten stiller firmaerne skarpt på "Ti hindringer for bæredygtig omstilling i Danmark. Mange af dem koster på klimaregnskabet, andre på tilliden til udviklingen. Alle er de ømme tæer, som skal trampes på", skriver de i indledningen.
Hindring nummer fem har fået titlen "Hård beskatning for at omlægge dårlig landbrugsjord til solcellepark", og er det punkt med mest relevans for landbruget.
Industrijord
For Deloitte Economics har regnet på, at man ved at udtage 50 procent af de 171.000 hektar tørvejord der dyrkes i Danmark, vil kunne opnår en CO2-gevinst på 5.104.350 ton CO2 - eller godt og vel en fjerdedel af vejen til 70-procent-målet i 2030. Opsætter man så solceller på jorderne, så ser regnskabet endnu bedre ud.
Men faktisk kan solcellerne blive et problem. For hvis man som landmand vælger at udtage en lavbundsjord og i stedet satse på solceller, så stiger skatten på jorden med op til ni gange ifølge rapporten. Det skyldes at jorden pludselig ophører med at være landbrugsjord, og i stedet bliver industrijord. Den type jord beskattes mere, og er ofte mindre værd ved salg.
- Skal vi nå vores klimamål kræver det en betydelig udbygning af vedvarende energi. Hvis vi samtidig placerer solcelleparkerne på kulstofrige lavbundsjorder, der så kan udtages fra landbrugsdrift og vådgøres, kan vi slå to fluer med ét smæk. Desværre spænder skattereglerne ben for udviklingen, forklarer Peter Bjerregaard, markedsreguleringschef i energiselskabet Better Energy i rapporten.
Men selv om man kunne få grøn energi og mindre CO2 står der ifølge rapporten ikke en eneste solcelle på de i alt 170.000 hektar lavbundsjord, hvor der er afbrudt dræn i Danmark.