Lyt til artiklen:

Ekspertgruppe: Danmark kan udtage flere lavbundsjorder

00:00
Hastighed: ???x
03:29

Selv om der er færre kulstofrige lavbundsjorder, kan Danmark udtage og vådgøre mere. Det mener ekspertgruppen for udtagning af lavbundsjorde, som netop har offentliggjort nye anbefalinger til udtagning af lavbundsjorde i delrapport 2 "Potentiale og planlægning for udtagning af kulstofrige lavbundsjorde med større klimaeffekt."

Udtagning af lavbundsjorder er en af de mest effektive måder til at nedbringe landbrugets udledning af CO2. Lavbundsindsatsen er med andre ord et væsentligt element i den danske klimaindsats.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lavbundsindsatsen er blevet endnu vigtigere, fordi det har vist sig, at mere CO2 er frigivet hurtigere end forventet fra lavbundsjorderne. Det samlede lavbundsareal er med andre ord blevet mindre, og den kulstofrige lavbundsjord skal efter ekspertgruppens anbefalinger vådgøres hurtigst muligt.

Ekspertgruppen vurderer, at det er muligt at udtage flere kulstofrige lavbundsjorder ved vådgøring end tidligere antaget - selvom det seneste tørvekort fra Aarhus Universitet viser, at det samlede lavbundsareal er blevet mindre.

Gode forudsætninger

Den nuværende ambition om at udtage 100.000 hektar kulstofrig lavbundsjorder stammer fra landbrugsaftalen i 2021. Der blev med landbrugsaftalen afsat midler til udtagning og vådgøring af 50.500 hektar lavbundsjorder inklusive randarealer og ekstensivering med slæt af 38.000 hektar.

For at indfri ambitionen om udtagning af 100.000 hektar har ekspertgruppen skulle identificere potentiale for yderligere udtagning og vådgøring af 11.500 hektar kulstofrig lavbundsjorder.

Derfor har ekspertgruppen genvurderet de forudsætninger, der lå til grund for målsætningerne i landbrugsaftalen i 2021. Her har det vist sig, at det er muligt at udtage mere ved vådgøring, trods at det seneste tørvekort fra Aarhus Universitet overordnet viser færre kulstofrige lavbundsjorder. Dette vil føre til yderligere reduktion af CO2-udslip, da udtagning af kulstofrige lavbundjorder ved vådgøring har stor effekt på CO2-udledningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når ekspertgruppen ser potentiale til at udtage flere lavbundsarealer, er det blandt andet fordi, der er kommet mere præcis viden om dræningstilstanden og størrelsessammensætningen af de kulstofrige lavbundsjorder siden landbrugsaftalen i 2021. Samtidig er man lykkedes med at nedbryde mange af de barrierer for udtagningsindsatsen, som tidligere var gældende. I Landbrugsstyrelsen har vi for eksempel smidiggjort udtagningsordningerne med mere elastik til at finde løsninger, hvis projekterne er omkostningseffektive, siger Mette Hyldebrandt-Larsen, enhedschef i Landbrugsstyrelsen.

Ekspertgruppen vurderer i rapporten, at der trods alt stadig findes og vil opstå barrierer for udtagningsindsatsen.

- I Landbrugsstyrelsen vurderer vi, at der er gode forudsætninger til at håndtere barriererne, blandt andet via taskforcen for udtagning af kulstofrige lavbundsjorder og de kollektive virkemidler, som løbende identificerer og anbefaler projektnære løsninger, uddyber Mette Hyldebrandt-Larsen.

Det er nu op til partierne bag landbrugsaftalen at tage stilling til anbefalingerne og implementeringen af dem.

De 12 anbefalinger kan læses her