Lyt til artiklen:

Danmark udskyder ikke brakkrav

00:00
Hastighed: ???x
02:15

Danmark kommer ikke til at udskyde kravene om fire procents brak og afgrøde rotation.

Det var ellers af EU Kommissionen gjort muligt, at medlemsstaterne kunne udskyde to af kravene om god landbrugs- og miljømæssig stand (GLM) med et år til 2024.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forligskredsen bag landbrugsaftalen har drøftet muligheden for at udskyde kravene, men der var ikke enighed om at udskyde kravene. Det var Enhedslisten, De Radikale og SF, der ikke var enige i at udskyde kravene.

Det skriver Landbrugsstyrelsen på sin hjemmeside.

Dermed skal landmænd opfylde GLM 7 om årlig afgrøderotation på omdriftsarealer og GLM 8 om at udlægge minimum fire procent af omdriftsarealet med ikke-produktive elementer i form af brak, bestøverbrak, markbræmmer, småbiotoper, markkrat, GLM-søer eller GLM-fortidsminder fra 2023.

L&F undrer sig

Hos Landbrug & Fødevarer undrer formand Søren Søndergaard sig over beslutningen.

- Vi har sagt meget klart: Landbruget kan og vil bidrage i den akutte krise. Og EU Kommissionen har banet vejen for de enkelte medlemslande. I Landbrug og Fødevarer havde vi da klart forventet, at politikerne i Danmark ville understøtte dette initiativ - i stedet for at forhindre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Store dele af verdensbefolkningen risikerer at opleve fødevaremangel og fortsat stigende fødevarepriser i de kommende år. Danmark er et landbrugsland og kunne have været med til at afbøde konsekvenserne. Det er helt uforståeligt for mig, at ikke alle i forligskredsen kan se det, siger Søren Søndergaard, der også undrer sig over, at man ikke udskyder kravet om afgrøderotation med et år.

Søren Søndergaard mener, at debatten om sagen ikke er foregået på et korrekt grundlag.

- Desværre startede denne her debat skævt på Christiansborg. Det blev på et tidspunkt udlagt som om, at eksisterende brakmarker skulle pløjes op, selvom vi har sagt klart og tydeligt, at det handler om udskyde noget ekstra braklægning i ét år. Det har andre EU-lande valgt at gøre brug af. Men her tager nogle danske politikere desværre skyklapper på.