Vitamin- og mineralproduktionen var det store trækplaster til jubilæumsarrangementet.

- Stort set alle besøgende tog imod tilbuddet om at få en rundvisning, der var bemandet med vores medarbejdere ved fem stationer, og hvor alle led i værdikæden blev beskrevet. Det var virkelig dejligt at se den store faglige interesse fra vores kunder, fortæller administrerende direktør i Vilomix, Peter Iversen, om det vellykkede jubilæumsarrangement, skriver Vilomix i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vilomix producerer kundetilpassede vitamin- og mineralblandinger til husdyrproducenter samt til foderstofindustrien. Det gøres med så stor succes, at en udvidelse af både fabrik- og lagerfaciliteter var en nødvendighed, for på trods af at den nuværende fabrik kører i døgndrift, kunne den ikke længere klare den stigende efterspørgsel på varer, fortæller Peter Iversen.

Ny produktionslinje

Udvidelsen af fabrikken består af en ny produktionslinje med yderligere 40.000 tons i kapacitet, et nyt 20 meter højt silotårn og en ny lagerbygning på 3.500 kvadratmeter.

- Vi er utrolig glade for den store opbakning, der var for at fejre såvel jubilæum som indvielse af vores nye produktionslinje fra både kunder, samarbejdspartnere og kollegaer, og takker alle for en rigtig god dag, slutter Peter Iversen.

Danish Agro Koncernen beskæftiger cirka 5.000 medarbejdere og vil i 2019 have en omsætning i niveauet 34 milliarder kroner.