Den 1. oktober 1989 blev Fremtiden Staldinventar stiftet. Her 30 år senere har virksomheden 30 medarbejdere ansat og producerer og renoverer staldinventar til både kvæg- svine- og hestestalde, pumper og inventar til zoologiske haver.
Kaj Jacobsen har været direktør gennem alle 30 år - dog med både en medejer og aktionærer gennem årene. I dag sidder han alene på direktørposten, mens fabrikschefen ejer en del af virksomheden.
Fabrikken, der holder til i Langå, begyndte sin tid med at producere inventar til svine, kvæg- og hestestalde. I løbet af årene kom nogle af de mere specielle opgaver til, som virksomheden i dag er særligt kendt for.
- Under specialproduktionerne hører blandt andet inventar til Zoologiske haver, forsøgsstalde og landbrugshøjskoler, fortæller Kaj Jacobsen, der synes, det er spændende, når der er bestillinger på de lidt anderledes opgaver.
- Vi er med i at projektere produktet. En dyrepark kommer som regel med et ønske og har nogle tanker i forhold til dyresikkerhed og så videre. Derefter kommer vi med forslag til, hvordan det kan løses, siger Kaj Jacobsen, der dog også slår fast, at det er opgaverne for landbruget, som fylder mest hos Fremtiden Staldinventar.
Eksporten er nødvendig
I løbet af de 30 år, hvor Fremtiden Staldinventar har eksisteret, er der sket meget i landbrugsbranchen.
- I dag arbejder vi meget med renovering af svine- og kvægstalde. Der er ikke samme aktivitet på byggeri, som der var i 00'erne, fortæller Kaj Jacobsen, og fortsætter:
- Vi har også været nødt til at kigge mod udlandet. Da jeg begyndte i branchen var der omkring 45.000 professionelle landmænd. I dag er der omkring 9500 tilbage. Det er vi nødt til at tage alvorligt, og derfor bruger vi ekstra mange kræfter på eksport i primært Skandinavien, men vi er også begyndt at kigge sydpå.
Ifølge Kaj Jacobsen er gyllepumperne, som Fremtiden Staldinventar tog til sig i 2012, et godt produkt at sælge syd for Danmark.
Fremtiden Staldinventar har blandt andet solgt produkter til Østrig, Frankrig og sågar Uganda.
- Vi har et godt og stort produktmiks, hvilket gør os stærke. Hvis det ene produkt på hylden ikke passer kunden, har vi et andet på hylden under, fortæller Kaj Jacobsen om virksomheden, der gennem de 30 år hele tiden har haft fokus på at udvikle sig selv og produkterne.
Fejring af 30 år
Ifølge direktøren har medarbejderne i gennemsnit været ansat hos Fremtiden Staldinventar i 15 år, hvilket betyder, at medarbejderne kender virksomheden og produkterne særdeles godt. Udover Kaj Jacobsen selv har to medarbejdere været med i alle 30 år.
- Det er en dejlig fornemmelse at have arbejdet så mange år med noget, man kan lide, fortæller Kaj Jacobsen, der også erkender, at det selvfølgelig må stoppe på et tidspunkt.
- Jeg er efterhånden ved at være den ældste i virksomheden. Vi er ikke kommet dertil endnu, men på et tidspunkt skal vi have en ny generation til at tage over, siger direktøren.
Jubilæet skal fejres med en reception på fredag, hvor medarbejdere, leverandører, samarbejdspartnere, gamle aktionærer og venner af virksomheden er inviteret til en bid mad og drikke.