Lyt til artiklen:

Maskinbladet 1994: Landbrugets miljøinvesteringer virker

00:00
Hastighed: ???x
02:48

Læsning af Maskinbladets årgang 1994 viser, at mange nyheder selvfølgelig beskæftigede sig med datidens dagsaktuelle udfordringer og muligheder.

Men det er alligevel slående, hvor mange artikler, der pegede fremad og bidrog med indsigt og perspektiv, som klædte danske landmænd på til at navigere i en fremtid, som også dengang var fyldt med usikkerhed i kraft af EU-reformer, ny viden, nye miljøregler og teknologiske fremskridt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Indimellem smiler man ganske vist ved læsningen af de gamle artikler. For eksempel om fordelene ved et "effektivt EDB-program". IT var på det tidspunkt helt nyt og ret ukendt for mange landmænd, men allerede dengang bragte Maskinbladet artikler, som pegede tydeligt ind i fremtiden, selvom IT-udviklingen i dag har overhalet de muligheder, som det dengang var muligt at forudse.

Bedre udnyttelse af kvælstof

Andre artikler lagde klare spor ud for en udvikling af miljøteknologien, som samtidig har givet en betydeligt bedre ressourceudnyttelse, end vi dengang var vant til.

For eksempel kunne man i udgaven den 17. januar læse en artikel med overskriften: Landbrugets miljøinvesteringer virker.

I artiklen påvises, hvor dygtige danske landmænd på få år var blevet til at udnytte kvælstofindholdet i husdyrgødningen.

"Udnyttelsen af kvælstoffet i husdyrgødningen er forbedret med cirka 40.000 tons siden 1989/1990," kunne man læse i januar 1994.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Slæbeslanger

En af forklaringerne på det store fremskridt, fremgik også af artiklen:

"Maskinbladet erfarer, at der siden 1989/1990 er sket en stor udbredelse af gyllevogne med slæbeslangeudstyr. I 1990 var der kun omkring 50 slæbeslangevogne i brug. Til foråret 1994 skønnes det, at landbruget disponerer over cirka 1000 slæbeslangevogne.

Der blev påpeget, at slæbeslanger fordeler gyllen bedre end de sædvanlige bredspredere, og det blev fremhævet, at kvælstoffordampningen nedsættes, og lugtgenerne forsvinder næsten.

Det er interessant at læse, fordi vi i dag kan se, at datidens tiltag kun var begyndelsen på en udvikling, som siden da har løftet kvælstofudnyttelsen i husdyrgødningen til nye højder, og selvom jagten i dag handler om marginale fordele sammenlignet med indsatsen i 1994, er det et område, som stadig er i fokus i vores moderne landbrug.