Abonnementsartikel

Flarup Maskiner er på Landskuet for første gang, og med sig har den fynske virksomhed en stor og særdeles veludstyret sprøjte fra tysk Dammann.

Dammann Profi-Class Tandem 12036 er en velvoksen sprøjte, med en tank der rummer 13.200 liter og en luftassisteret sprøjtebom på 36 meter. Hele herligheden kører på en luftaffjedret bogie-undervogn med PTG-dæktryksregulering på begge aksler. Under arbejdet i marken reguleres lufttrykket i den affjedrede undervogn, så der uanset indhold i tanken lægges et konstant tryk over på traktoren. Sprøjten er med LED lys ved hver dyse, og med en dysemontering som Dammann kalder Vario-Select. Det betyder, at der for hver 50 centimeter er monteret to dyser, og at systemet automatisk vælger imellem de to dyser eller åbner begge dyser i forhold til den valgte dråbestørrelse, væskemængde og hastighed. Bomme åbner og lukker automatisk på sektionsniveau, og ved kørsel i kurver reguleres mængden på tværs af bommen, så der opnås en ensartet tildeling både i den yderste periferi og hvor bommen nærmest står stille.

Spotsprøjtning på dyseniveau

Sprøjten størrelse er i imponerende men er som sådan ikke nogen nyhed. Det er derimod udstyret til spotsprøjtning, der er monteret foran på sprøjtebommen og som kontrolleres på dyseniveau.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Sprøjten er den første Dammann har bygget, hvor hovedsprøjten og spotsprøjteudstyret kan arbejde efter hvert sit tildelingskort. Hvis tildelingskortene er fintmaskede nok, kan vi med udstyret spotsprøjte områder ned til to gange to meter. Det giver os mulighed for at anvende den mængde planteværn der er nødvendigt, og kun i de dele af marken hvor det er nødvendigt, siger Jens Holland Flarup, Flarup Maskiner.

Mulighed for merværdi

Sprøjten er solgt til en midtjysk planteavler, og ifølge Jens Flarup valgte kunden den avancerede sprøjte for at kunne bekæmpe problemukrudt i specielt frøgræs og kartofler.

- Vi har efterhånden nogle ukrudtsarter der er vanskelige og omkostningstunge at bekæmpe. Med det avancerede spotsprøjteudstyr har vi mulighed for målrettet at ramme ukrudtet, uden at belaste hele marken med en ekstra sprøjtning. Specielt i frøgræs er der rigtig mange penge at hente, ved at levere en vare, der ikke indeholder ukrudt og fremmede arter. Med spotsprøjteudstyret har vi mulighed for en målrette bekæmpelse, siger Jens Holland Flarup.

Væsken til spotsprøjtningen hentes fra en fronttank, der rummer 1.750 liter.