Det lave fremmøde ærger formand Anette Klausen.

-Det er på generalforsamlingen, vi kan tage snakken om, hvorvidt bestyrelsen trækker foreningen den rigtige vej eller ej. Nu må bestyrelsen nøjes med at tolke, at det kører til medlemmernes tilfredsstillelse, sagde Anette Klausen, formand for Familielandbruget Midt-Jylland, på generalforsamlingen 26. marts.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Formanden satte på mødet gang i et lille rundspørge til de fremmødte for at få et fingerpeg om, hvad der rører sig af tanker omkring foreningen og lysten til engagement.

-Vi vil gerne være et godt tilbud til familierne i landdistrikterne, og vil gerne have flere medlemmer, siger Anette Klausen, men det kræver, at der er flere end os i bestyrelsen, der tager rollen som ambassadør på sig og snakker godt om, det Familielandbruget står for og arbejder med i gennem året, sagde formanden.

Klimahensyn og sælgerpantebreve

De fremmødte medlemmer havde ingen kommentarer til selve beretningen, men pludselig kom der gang i debatten alligevel.

Det skete da en af deltagerne begyndte at tale om dilemmaet omkring brug af Roundup og manglende jordbearbejdning om efteråret og heraf klimahensyn og omdømme i befolkningen.

Der blev også spurgt interesseret ind til sælgerpantebrevsordningen, der er på vej gennem systemet for at blive vedtaget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Lone Andersen, medlem af primærbestyrelsen i Landbrug&Fødevarer, som deltog i mødet, regner alle med, at loven bliver vedtaget snarest, og ordningen kan træde i kraft i 2020.

Alle bestyrelsesmedlemmer på valg blev genvalgte, mens der blev udpeget i alt fire repræsentanter til at varetage deltidslandmændenes interesser i både foreningen, overfor L&F og på tværs af foreningerne.