Fem landboforeninger har pusset en advokat på Aarhus Kommune. De er godt trætte af, at kommunen har vedtaget så restriktive krav for landbruget for at tage hensyn til drikkevandet, at det gør det umuligt at dyrke landbruget, mener de.

Landboforeninger Kronjylland, Midtjylland, Djursland, Odder-Skanderborg og Østjysk Familielandbrug stod bag medlemsmødet, hvor den hyrede advokat fra Landbrug & Fødevarer, Håkun Djurhuus fortalte, at han mener, at kommunen skal have stærke beviser for, at der er tale om forurening af aktuelle stoffer for at kræve påbud og ekspropriation, og at det er kommuen, der har bevisbyrden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Chefjurist Charlotte Bigum Lynæs fra Landbrug & Fødevarer fremlagde sit syn på drikkevandssagen i Aarhus, den aktuelle strategi for klager til Miljø & Fødevareklagenævnet og eventuelt efterfølgende retssag sammen med advokaten. Det skriver Landboforeningen Odder- Skanderborg i en pressemeddelelse.

Jens Gammelgaard fra Landboforeningen Odder-Skanderborg er en af de mange, der er frustrerede over kommunen.

Bygger på formodninger

- Det er nu 7 år siden Århus kommune begyndte at sidestille under grænseværdien-målinger af for længst forbudte sprøjtemidler med hjemmestrikkede formodninger om, hvordan aktuelle, godkendte midler opfører sig. Det er belastende for alle, der sidder med påbud på det grundlag, skriver han i en pressemeddelelse og uddyber:

-Vi holder mødet, fordi en række landmænd i Århusområdet ønsker mere viden om, det L&F foretager sig i sagen, forklarer han.

Der er kun én vej frem i forhold til de påbud, som kommunen har udstedt i Århusområdet og det er at starte med at klage til Miljø & Fødevareklagenævnet, mener Charlotte Bigum Lynæs og Håkun Djurhuus

Artiklen fortsætter efter annoncen

-Når det er angivet som første instans, nytter det ikke at forsøge at hoppe direkte til en retssag. Det vil blive afvist. Derfor tager vi den slagne vej, understregede Charlotte Bigum Lynæs og pegede på, at der naturligvis er en chance for, at kommunens fremfærd vil blive stoppet her.

Det blev den så ikke i Egedal-sagen. Her gav Miljø & Fødevareklagenævnet Egedal Kommune medhold og L&F er derfor gået i gang med en egentlig retssag.

-Vi anser den for at være en principiel sag, og afgørelsen vil sandsynligvis blive en rettesnor for, hvad andre kommuner tænker sig at gøre i forhold til drikkevandsboringer i fremtiden, skriver Charlotte Bigum Lynæs i en pressemeddelelse, og hun er ikke i tvivl om, at alle andre danske kommuner holder øje med udviklingen på området.

Håkun Djurhuus er overbevist om, at retssagen i Egedal Kommune og klagen til Miljø & Fødevareklagenævnet i Aarhus-sagen må gå landbrugets vej.

- I Aarhus bygger kommunen hele sit påbud på målinger af ikke aktuelle stoffer og formodninger om fremtidige nedsivning. Ingen af argumenterne burde holde i en juridisk proces, pointerer han i en pressemeddelelse.