Landbrug & Fødevarer og Østlige Øers Landboforeninger har sammen bestilt analysen hos DHI. Den blev præsenteret torsdag på et møde i Sorø.

Analysen af Karrebæk Fjord viser, at det stort set kun er reduktioner i kvælstofudledningen til fjorden om sommeren, der kan bidrage til vandplanernes mål om at reducere algevæksten i fjorden. Årsagen er, at vand og kvælstof, der løber ud i fjorden, skylles videre ud i det åbne hav. Kvælstof som udledes til fjorden i vinterhalvåret er således for længst skyllet videre, inden det bliver sæson for alger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er første gang, at der er målt på årstidernes betydning for, hvordan kvælstof påvirker miljøtilstanden i en fjord.

- Vandplanerne tager slet ikke højde for, hvornår kvælstoffet fra landmændenes marker udledes til fjordene, men nu kan vi altså se, at det har en helt afgørende betydning for algevæksten. I Karrebæk Fjord kan gevinsten for miljøet være op til 20 gange større ved at reducere tilførslen af kvælstof om sommeren, end den er om vinteren, siger Lars Hvidtfeldt, der understreger, at landbruget stort set ingen udledning har om sommeren, hvor drænene ligger tørre.

Med den nye analyse kan man derfor konkludere, at der ingen eller kun meget ringe effekt er af vandplanerne for Karrebæk Fjord, der fokuserer på at begrænse landbrugets udledning, og som står til at ramme landbruget i området meget hårdt.

- Der må stå lysende klart for alle, at man ikke kan gennemføre en regulering, som påvirker så mange landmænd, baseret på planer, som ikke tager hensyn til, hvornår på året udledningen sker. Det er en faktor, som efter min vurdering, skulle have været en helt selvfølgelig del af udarbejdelsen af vandplanerne.

- Nu har landbruget så selv måttet bede forskere undersøge sammenhængen, og det helt entydige resultat skal simpelthen have konsekvenser, så vandplanerne i den nuværende form skrottes, siger Lars Hvidtfeldt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs DHI-rapporten Optimisation of the Nitrogen Loadings to Karrebæk Fjord - Seasonal Effects from Nitrogen Reductions.