Advokat Hans Sønderby Christensen har i de seneste år været en markant advokat for blandt andre Bæredygtigt Landbrug, men de mange juridiske slagsmål mod offentlige myndigheder har tilsyneladende givet habilitetskonflikter.

Og derfor udtræder han nu af firmaet HjulmandKaptain.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Baggrunden herfor er, at det er uforeneligt for Hans Sønderbys virke som advokat for landbrugsorganisationer at føre sager både for og imod offentlige myndigheder, navnlig kommuner. Dette har givet habilitetskonflikter i forskellige situationer, hedder det i en pressemeddelelse fra HjulmandKaptain.

HjulmandKaptain lukker samtidig sit kontor i Randers, men har fortsat kontorer i Aarhus, Aalborg, Frederikshavn og Hjørring.

Sønderby Legal

Hans Sønderby fortsætter fra den 1. oktober sit advokatvirke i den nystartede advokatvirksomhed Sønderby Legal, som har kontorer i København, Aarhus og Randers.

Ifølge en pressemeddelelse fra det nyetablerede advokatfirma, bruger førende danske og udenlandske virksomheder og organisationer Sønderby Legal til at skaffe sig den retsstilling de har krav på både i Danmark og i udlandet.

Sønderby Legal trækker blandt andet på tilsammen over 50 års erfaring med internationalt juridisk arbejde og kan ifølge pressemeddelelsen gøre brug af et stort netværk blandt førende advokater i Europa og resten af verden, som er med til at sikre en hurtig og pålidelig løsning af de opgaver, firmaets advokater bliver betroet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ikke alt for alle

- Hos Sønderby Legal forsøger vi ikke at være alt for alle, men vil hellere være meget for nogen, nemlig dem, som har brug for vor særlige viden og erfaring. Vi er baseret på smalle, men dybe kompetencer og påtager os ikke opgaver uden for vore definerede kompetenceområder, hedder det i meddelelsen.

Sønderby Legal fremhæver blandt andet, at firmaet er baseret på en stærk specialisering, herunder i landbrugets retsforhold og fast ejendom.

Sønderby Legal består foreløbig af 14 medarbejdere, heraf syv jurister inklusive tre partnere. Alle tre har møderet for Højesteret.