I uge 40 har Færdselsgruppen igen koordineret en kampagneuge for bremsetest af landbrugsmaskiner. Gruppen ønsker at sætte fokus på vedligeholdelse af bremser, for at undgå både ulykker, bøder og sanktioner.

Denne gang giver Færdselsgruppen et tilskud på 500 kroner til de to første på hvert bremseteststed. Det vil sige, at der gives tilskud til i alt 44 bremsetest - men det er først-til-møller, så det gælder om at få bestilt en tid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er god grund til at få tjekket bremserne. For det første for at undgå ulykker. Men også for at undgå bøder. Politiet finder stadig fejl på over 60 procent af de vogne de undersøger, selvom de oplever en forbedring. Hvis ikke vognbremserne er i orden, slides bremserne på traktoren hurtigt med en reparation til følge. Det er gerne en udgift til 20-30.000 kroner og endda mere.Set i det lys, er en bremsetest en ganske lille udgift, fortæller Sven-Aage Steenholdt, medlem af Færdselsgruppen for Landbrug & Fødevarer.

Bremsetesteren analyserer samtidigt med at der afprøves. Derved kan mekanikeren se hvor der skal "sættes ind" for at finde flere bremsekræfter. Med bremsetesten følger en detaljeret rapport over bremsernes tilstand. Når testen er bestået får man et mærkat til at sætte på maskinen, så det er tydeligt for både medtrafikanter og politi, at man har vedligeholdte bremser.

På landtrafik.dk kan man se hvor og hvornår man kan få lavet bremsetests. Den enkelte maskinfører skal ringe til forhandleren for at aftale tid og pris.