FirstFarms A/S og DCH International A/S er på vej mod et perspektivrigt samarbejde. Hensigten er, at FirstFarms lejer 400 hektar og overtager forpagtningen af 1.700 hektar fra DCH International med virkning fra september 2015.

Desuden overtager FirstFarms samtidig den moderne maskinpark, som i dag bruges til at drive jorden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Aftalen indebærer endvidere, at FirstFarms fremover aftager og står for udbringning af gyllen fra svineproduktionen på basis af nu 11.500 søer, som DCH International har i det østlige Rumænien.

Driften af jorden vil blive sammenlagt med FirstFarms eksisterende center i Østrumænien.

- Det passer særdeles fint ind i vores strategi om på sigt at drive cirka 10.000 hektar i regionen, siger adm. direktør Anders H. Nørgaard, FirstFarms A/S.

Med udvidelsen kommer FirstFarms til at råde over ca. 5.400 hektar i det østlige Rumænien.

Fokus på svineproduktion

For DCH International A/S betyder aftalen, at der fremover udelukkende skal fokuseres på svineproduktionen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi vil gøre det, vi er bedst til, og fokusere på vækst inden for dette område, forklarer adm. direktør Lars V. Drescher, DCH International A/S.

Han konstaterer, at der for virksomheden har været bedre afkast af den investerede kapital i svineproduktionen.

Både Anders H. Nørgaard og Lars V. Drescher fremhæver, at de to virksomheder fremover kommer til at arbejde tæt sammen omkring gylleudbringningen.

- Det er også tænkeligt, at vi kommer til at handle afgrøder med hinanden, fortæller de.

Af hensigtserklæringen fremgår det, at al samhandel mellem parterne skal foregå på markedsvilkår.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det står også klart, at der nu arbejdes videre med due diligence og herefter de endelige kontrakter til effektuering af aftalen - forventet i efteråret 2015.