Den kendte tv-kok og restauratør Adam Prices kærlighed til mad er kendt af de fleste.

Men når han sammen med sin bror, James Price, laver mad i DR-programmet "Spise med Price", er udstyret, der bruges til at frembringe retterne, mindst lige så meget i fokus som de færdige produkter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Adam Price var derfor helt med på at tale om sin kærlighed til maskiner, da maskinbladet.dk mødte den 47-årige manuskriptforfatter på Folkemødet på Bornholm.

- Min bror og jeg går voldsomt op i maskinparken, sagde Adam Price, der senere på dagen skal deltage i en debat i teltet hos Landbrug & Fødevarer under overskriften: Hvorfor må man ikke sige noget pænt om svin?

Adam Price kan sagtens forstå landmænd, der lige engang imellem er ude og sparke lidt dæk.

- Det kan jeg fuldstændig forstå, sagde han.

- Jeg ved ikke, om jeg ville være en John Deere-mand, men jeg kan godt lide inden for værktøj, selvom jeg ikke er særlig dygtig som håndværker, så kan jeg godt lide at holde det bedste værktøj i hånden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Madkenderen Adam Price understregede desuden den høje danske fødevaresikkerhed som en vigtig parameter, når det gælder den fortsatte eksport af danske fødevarer til udlandet.

- Det virker som om, at landbruget er ved at få øjnene op for, at der gerne må være en artsvariation, der må gerne være det, vi kalder, en terroir, sagde Adam Price, der glædede sig over, at landbruget er gået væk fra tidligere tiders enhedskultur og over til mere variation og ny produkter.