Publikum ser ud til at have taget godt imod Nutrifair 2014, for i løbet af formiddagen på åbningsdagen strømmede det til med publikum.

Klokken 12.00 kunne messeledelsen opgøre besøgstallet til 2.029, men kan ikke sammenligne med tidligere år, da indgangssystemet dengang ikke gav mulighed for at opgøre besøgstallet løbende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 2013 blev førstedagens besøgstal opgjort til 2.337, og det samlede besøgstal blev den gang 4.720 over de to dage.

Starten klokken ni var ganske vist lidt stille, men så tog tilstrømningen ellers fart, og der var kø ved kasserne stort set hele formiddagen.

De udstillere, som Maskinbladet talte med i løbet af formiddagen, var da også ganske tilfredse med tilstrømningen og ikke mindst publikums interesse, som gav sig udslag i masser af gode kontakter og endda handler hos flere udstillere.