Formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, åbnede onsdag morgen Nutrifair 2014 og benyttede anledningen til at glæde sig over, at der blæser mildere vinde over erhvervet end tidligere.

Han fremhævede positive udtalelser om erhvervet fra den daværendefødevareminister Karen Hækkerup (S) så sent som i november 2013, og han citerede erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) for positive og konstruktive udmeldinger om landbruget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Desværre har vi set lidt usikkerhed fra den nye fødevareminister - og det er ikke fordi, jeg vil ødelægge den gode stemning - men det må skyldes begyndervanskeligheder eller et brændende ønske om at komme i medierne, sagde Martin Merrild med adresse til fødevareminister Dan Jørgensen (S) og de udtalelser, han er kommet med i de seneste dage.

- Vi vil gøre, hvad vi kan for at holde ham på sporet, og vi går ud fra, at hans chef, statsminister Helle Thorning-Schmidt, vil holde øje med ham, sagde Martin Merrild og pegede på de fem områder, som landbruget mener bør have allerstørst fokus for politikerne.

- Vi skal have ryddet op i overimplementeringen særligt på miljøområdet. Miljøgodkendelser skal køre i et hurtigere spor med tidsfrister. Vi skal have ny, intelligent miljøregulering, hvor vi måler på udledning. Vi skal også have lettet finansieringen, og endelig skal vi have sikret mulighed for generationsskifte.

- De fem områder er de vigtigste forudsætninger for den vækst, der er brug for. Danmark har ikke råd til at tabe det milliardpotentiale, der er i erhvervet ved at være forsøgslaboratorium for embedsmænds tossegode ambitioner.

- Statsministerens ord skal trænge ud i miljøministeriets yderste kontorer, sagde Martin Merrild.