Landbrugsmaskinuddannelsen skabte vejen til drømmejobbetThomas Rudebeck valgte landbrugsmaskinuddannelsen på Erhvervsskolerne Aars. Nu er han chef i en virksomhed - og skal på lederkursus.

Thomas Rudebeck var landmand og sælger. Men han måtte kigge andre veje efter job, da finanskrisen ramte. Derfor valgte han landbrugsmaskinuddannelsen på Erhvervsskolerne Aars. Nu er han reservedelschef hos Ringe Maskinforretning A/S på Fyn. Da Thomas Rudebeck måtte opgive sælger-jobbet, tog han en handelsassistentuddannelse med speciale i salg af landbrugsmaskiner. Og den uddannelse gav ham et rygstød. - Under uddannelsen fik jeg kendskab og indsigt i måden at forhandle på. Og så har jeg fået et bredt kendskab til landbrugsmaskin-branchen, mens jeg har gået på Erhvervsskolerne Aars, fortæller Thomas Rudebeck. Han er ikke i tvivl om, at netop uddannelsen som handelsassistent på landbrugsmaskinuddannelsen gav ham chefjobbet hos maskinforretningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Har fået mod på lederkursus

Thomas Rudebeck har nu meldt sig til et lederkursus, som Erhvervsskolerne Aars står for sammen med Dansk Maskinhandel. Og det ser han frem til.- Jeg glæder mig til at komme på et meget målrettet kursus, som lederkurset er. Jeg håber, jeg kan lære, hvordan jeg motiverer mine medarbejdere. Jeg vil rigtig gerne gøre det til noget sjovt at gå på arbejde, understreger Thomas Rudebeck. Han roser samtidig Erhvervsskolerne Aars for at skabe en unik stemning omkring landbrugsmaskinuddannelsen. - Det fungerer rigtig godt, at Erhvervsskolerne Aars har et skolehjem, hvor man som elev kan overnatte. Det giver en fællesskabsfølelse på uddannelsen. Samtidig er skolehjemmet et rigtig godt sted at danne netværk, som man kan bruge i fremtiden, siger Thomas Rudebeck.