Den store discount-kæde Netto har altid været fokuseret på prisen, men nu bliver opmærksomheden rettet yderligere mod, hvor meget en kunde skal betale for varen. I kampen for at kunne konkurrere endnu mere på prisen, bliver der fremover ikke skelet så meget til, hvor en vare kommer fra.

Så længe, det ikke tager længere tid at transportere ferske varer til en af de 442 danske Netto-butikker, er det ikke et problem. Men det vil give færre danske varer på hylderne, skriver Berlingske. De bliver erstattet af fødevarer fra Sverige, Tyskland og Polen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sortiment på hjul

- Beslutningen gælder alle de varer, som man kan transportere i en lastbil i 12-14 timer, og det kan man jo med hele vores sortiment. Også fersk fisk, siger Claus Juel-Jensen, administrerende direktør for Netto til Berlingske.

Claus Juel-Jensen fortæller, at der ikke er nogle varegrupper, som pr. automatik går fri.

Stor konkurrence

Netto har truffet beslutningen om i højere grad at købe ind i udlandet, fordi der er voldsom konkurrence med andre internationale discountkæder som Lidl og Aldi.

Disse tysk-baserede kæder er bedre til at gøre store og dermed effektive indkøb.

Bekymrede leverandører

De danske dagligvareleverandører er bekymrede ved udsigten til øget udenlandsk fokus.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med øget konkurrence fra udlandet bliver det danske omkostningsniveau en endnu større udfordring end i dag. De danske skatter og afgifter skal vi jo stadig slås med, siger Niels Jensen, direktør i dagligvareleverandørernes forening (DLF) til Berlingske.