Svinevelfærd er blevet en del af årets finanslov.

Regeringen har sammen med Enhedslisten øremærket et millionbeløb til projekter, der skal forbedre forholdene for svin i staldene, for parterne mener, at der fortsat er plads til forbedringer af dyrevelfærden i de danske svinestalde. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Formålet med projekterne er at give dyrevelfærden i Danmark et løft. Dyrevelfærd er en del af de 1,5 milliarder kroner, Enhedslisten og regeringen har afsat til grøn omstilling. Her er der bl.a. afsat 60 mio. kr. til at sikre fødevareerhvervet som grøn vækstmotor i Danmark, lyder det fra forligsparterne.

- Bedre dyrevelfærd i svinestaldene har længe været afgørende for os. Derfor er jeg meget glad for, at vi med finansloven sætter fokus på velfærden hos svin. Noget af det vi skal se på er, hvordan vi indretter staldene, så svinene får det bedre, siger Enhedslistens fødevareordfører Per Clausen.

Enhedslisten og fødevareministeren skal nu arbejde videre med de konkrete initiativer blandt andet med inputs fra eksperter. Her skal der med forligspartiernes ord eksempelvis ses på bedre staldanlæg, som ifølge forligspolitikerne tager hensyn til dyrene og samtidig sikrer en sund driftsøkonomi.

- Fødevareerhvervet skal være Danmarks stærke vækstmotor. Og dyrevelfærd er en naturlig del af en stærk dansk fødevareproduktion. Men vi skal blive endnu bedre. Med finansloven ruster vi erhvervet til fremtiden og flere arbejdspladser, fordi vi sikrer en fornuftig balance mellem dyrevelfærd og en sund økonomi for landmanden, siger fødevareminister Mette Gjerskov.

Pakken på 60 mio. kr. skal sikre arbejdspladser og fremme dyrevelfærd samt styrke råvaregrundlaget og økologi- og produktudvikling i landbruget og i fødevareproduktionen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er på finansloven i alt afsat 110 millioner kroner til nye vækstinitiativer på fødevareområdet for 2013.