Der var genvalg til både formand og næstformand ved Landbrug & Fødevarer, Økologisektionens årsmøde.

Ny i bestyrelsen er Esben Møller Xu. Han er mælkeproducent fra Årre og afløser sin far Hardy Møller Christensen, som ikke ønskede at genopstille. Der var fem kandidater til de ledige bestyrelsesposter - heraf to kandidater, som ikke allerede sad i bestyrelsen. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ved Økologisektionens årsmøde, som afholdes på Ledreborg Gods, Lejre, vil de godt 200 deltagere udover valg og formandsberetninger få lejlighed til at høre godsejer John Munroes seriøse overvejelser om at omlægge den 1600 hektar store ejendom til økologi - halvdelen er skov, og halvdelen er landbrug. 

Derudover er regeringens Økologiske Handlingsplan 2020 samt Lejre Kommunens ambitiøse planer om omlægning til økologi på programmet. 

Det kan ifølge Økologisektionen kun lade sig gøre at udvikle økologien i Danmark med en fælles indsats og engagement fra alle aktører i hele kæden fra jord til bord. Sektionen glæder sig over samarbejdet med Lejre Kommune, som er den første danske kommune, der har iværksat en gennemgribende indsats for at fremme økologien.

Lejre Kommunes omstilling til økologi sker i et tæt samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, Økologisk Landsforening samt Landbrug og Fødevarer.