Kulturstyrelsen har i juli i år anmeldt kammerherre og hofjægermester Bernt Johan Collet fra Sydsjælland for at have jævnet en såkaldt langhøj og plantet den til med juletræer.

Det skriver DR Sjælland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Langhøjen formodes at stamme fra den tidlige bronzealder for cirka 5.500 år siden og er derfor et beskyttet fortidsminde.

Kulturstyrelsen, der som myndighed har ansvar for fortidsminder, undersøger desuden en lignende sag på Collets ejendom, hvor der dog endnu ikke er taget stilling til om en eventuel politianmeldelse.

Var næsten umulig at se

Bernt Johan Collet, der var konservativ forsvarsminister sidst i 80'erne, er sikker på, at han vil vinde sagen, hvis den kommer for retten.

- Kulturstyrelsens arkæolog skrev selv i 2008, at højen var næsten umulig at se, og at den burde afmærkes, men det har man aldrig gjort. Og når selv en arkæolog har svært ved at se højen - hvordan skulle vi andre så kunne? - siger han til DR Sjælland.

Kammerherren har tidligere været involveret i en sag om flere gravhøje på hans ejendom.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dengang blev en af Collets entreprenører anklaget for at have ødelagt gravhøje, men da det ikke var muligt at bevise, hvilken entreprenør havde ansvaret for ødelæggelsen, endte sagen med en frikendelse.