Den sjællandske godsejer og tidligere forsvarsminister Bernt Johan Collet er i Københavns Byret blevet dømt til at betale for genetableringen af ikke mindre end 12 frede gravhøje, som er blevet pløjet ned på hans ejendom. Det skriver Sjællandske Medier.

Byretten har dels idømt Bernt Johan Collet en bøde, samt dømt ham til at betale sagsomkostningerne. I alt løber det op i 624.968,80 kroner, og Bernt Johan Collet overvejer nu sammen med sin advokat om byrettens afgørelse skal ankes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gravhøjene er ifølge Sjællandske Medier blevet nedpløjet for at gøre plads til produktion af juletræer. På Bernt Johan Collets gods Lundbygaard har der været dyrket juletræer de seneste 60 år, og ifølge godsets hjemmeside dyrkes der 1.100 hektar med juletræer, hvilket gør det til den største samlede juletræsenhed i Europa.