- Rekordhveden står fantastisk godt, men vi er desværre ikke herre over vejret.

Sådan opsummerer Torben Føns status i rekordhveden på Ultanggaard sidst i juli. For en måned siden var han og Asmus Fromm-Christiansen optimistiske med hensyn til at slå verdensrekorden for udbytte i vinterhvede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men tre uger i juli med regn og overskyet vejr gør, at de nu ikke længere tror på, at de kan høste mere end de 15,6 ton hvede pr. hektar, som det kræver at slå verdensrekorden.

De glæder sig dog over, at der sidst i juli var en uge med varmt vejr og solskin fra en skyfri himmel, og de tror stadig på et rigtig godt udbytte i hveden.

Lang kernefyldningsperiode

- Det er helt tydeligt, at rekordhveden er mere grøn end de øvrige hvedemarker på Ultanggaard. Det skyldes, at den har fået tilført mere end 300 kg kvælstof pr. hektar, og at vi har kørt en meget intensiv strategi mod svampe, hvor rekordhveden er sprøjtet syv gange, siger Torben Føns.

Selvom det overskyede vejr først i juli har betydet, at kerneindlejringen ikke har været så effektiv som ønsket, så håber Torben Føns og Asmus Fromm-Christiansen, at de grønne planter stadig kan nå at få en god kerneindlejring. Og netop fordi planterne stadig var så grønne sidst i juli, mener de, at rekordhveden vil afmodne langsommere, og at den dermed vil kunne stå 10 til 14 dage længere på marken end de øvrige hvedemarker på Ultanggaard, inden den er klar til høst.

Sidst i juli håbede Torben Føns og Asmus Fromm-Christiansen derfor forsat på masser af solskin og varmt vejr, så rekordhveden kan udnytte den længere kernefyldningsperiode til at udvikle nogle store og tunge kerner. Masser af sol og temperaturer på 22-25 grader betyder nemlig, at der kan indlejres op til tre hkg hvede pr. hektar pr. dag i modningsfasen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samtidig glæder de sig over, at de varslede voldsomme regnbyger i juli ikke viste sig at være så slemme, og at der derfor ikke er noget af hveden på Ultanggaard, som er gået i leje.

Læs hele artiklen om rekordhveden på Ultanggaard i august-udgaven af Agrologisk, som udkommer fredag den 10. august.

Har du abonnement på bladet, kan artiklen desuden læses på www.agrologisk.dk. Ikke-abonnenter kan også læse artiklen på hjemmesiden ved at købe adgang til artiklen.

Der kan bestilles abonnement på www.agrologisk.dk eller 7620 7920.