10 meter randzoner kan være en gevinst for vandmiljøet, men det kan også være spild af penge. Det mener Irene Asta Wiborg, projektchef i Videncentret for Landbrug.

- Loven om randzoner kan blive et dyrt indgreb uden den ønskede forbedring for vandmiljøet, hvis ikke der tages hensyn til lokale forhold, siger hun og henviser til en tidligere undersøgelse, som hun foretog sammen med tre eksperter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- En tidligere screening af randzoners evne til at tilbageholde fosforudledningen fra 130 marker viser med al tydelighed, at der er stor risiko for, at det jordbundne fosfor passerer selv ti meter randzoner, hvorimod der på andre marker ikke er grund til at etablere ti meter brede randzoner, forklarer hun.

Irene Asta Wiborg konkluderer på den baggrund, at randzoner er et stærkt virkemiddel, som kan tilgodese både natur-, miljø-og produktions interesser, men kun hvis deres udformning tilpasses de lokale forhold.

Konklusionen blev allerede publiceret i 2010, hvor Irene Asta Wiborg skrev en artikel om randzoners virkninger sammen med Brian Kronvang, Annette Battrup-Pedersen og Goswin Heckrath fra Aarhus Universitet.

-Der mangler en overordnet planlægning i forhold til etablering af randzoner. Der mangler viden om deres multifunktionalitet i forhold til natur i vand og på land, miljø og friluftsliv i landskabet og om deres udvikling set over en længere tidshorisont, siger Irene Asta Wiborg.

Læs mere om vandløb, bræmmer og randzoner.