Nordsjællands Landboforening har besluttet at melde sig ind i Bæredygtigt Landbrug, men vil samtidig bevare medlemskabet i L&F.

Til landbrugsavisen.dk siger Herdis Dam, formand for Nordsjællands Landboforening:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg vil gerne kreditere BL for, at de har forbedret deres retorik betydeligt, siden de startede. Jeg opfatter, at de er med til at åbne nogle døre og ører på Christiansborg og gøre opmærksom på de udfordringer, som vores fællesmedlemmer har, siger Herdis Dam, der har en enig bestyrelse bag beslutningen om at søge optagelse i Bæredygtigt Landbrug.

Hos Bæredygtigt Landbrug bekræfter direktør Vagn Lundsteen, at den nordsjællandske landboforening har henvendt sig.

- Vi fik henvendelsen for en uges tid siden, og vi skal i forbindelse med bestyrelsesmøde og generalforsamlingen i morgen have en grundig drøftelse af, hvordan vi håndterer dette, for vedtægterne rummer ikke umiddelbart mulighed for at optage foreninger som medlem. Men vi skal finde en tilfredsstillende ordning, som tilgodeser landboforeningens ønske om tættere tilknytning, siger Vagn Lundsteen.

Han glæder sig naturligvis over henvendelsen, men vil ikke være skadefro.

- Vi tager det nærmere som en naturlig udvikling, hvor man melder sig ind dér, hvor man føler, der sker noget. Og vi har måske været mere synlige i debatten. Men vi tror på ingen måde, at indmeldelsen er udtryk for, at Landbrug & Fødevarer er ved at gå op i limningen. Absolut ikke. Men det lægger selvfølgelig et pres på organisationen, siger Vagn Lundsteen.