Den økologiske svineproducent Niels Løgtholt Poulsen havde i april måned åbent hus på sin nye slagtesvinestald med 500 stipladser opført af entreprenøren Svend Aage Christiansen og med LandboNord på sidelinjen. Han har siden brugt tiden på at optimere på driften af stalden, men han er generelt meget tilfreds med den.

Han har tidligere haft nogle dårlige erfaringer med opstart af en koncept-slagtesvinestald, hvor det efterfølgende har været nødvendigt at lave nogle ændringer af stalden for at rette op på nogle grundlæggende fejl. Det ville han selvfølgelig gerne undgå med den nye slagtesvinestald. Og det har han.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Fødeejendommen, Løgtholt, har siden 2007/2008 været drevet økologisk. Tidligere var Niels Løgtholt Poulsen frilandsproducent. Der er 160 søer på ejendommen. Med den nye slagtesvinestald er det meningen, at alle grise produceres færdige til slagtning på bedriften i henholdsvis den nye stald, en PH-stald og en gammel slagtesvinestald indrettet i en tidligere kostald.

- En stiplads i den nye stald har vel kostet cirka tre gange så meget som en konventionel slagtesvinestiplads. Men vi økologer skal også have cirka tre gange så stort et areal pr. slagtesvin som de konventionelle slagtesvineproducenter skal have, siger Niels Løgtholt Poulsen.

- Vi skal have 2,1-2,3 kvadratmeter pr. gris.

I øjeblikket får han omkring 2.000 kroner pr. slagtesvin. Og der er et dækningsbidrag på cirka 300 kroner pr. slagtesvin.

- Men vi skal jo også have et tre gange så højt dækningsbidrag, når vi investerer tre gange så meget som en konventionel slagtesvineproducent. Ligesom vi har større omkostninger til foder, arbejde, strøelse og så videre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Som økolog er det desuden stadig vigtigt, at besætningsstørrelse og areal hænger sammen. Jeg kan ikke købe NPK-gødning, al gødning til jorden skal komme fra mine egne dyr.

Til spørgsmålet om han regner med at udvide, siger han:

- Det vil være nemt at bygge yderligere 50 meter til den nye slagtesvinestald og dermed fordoble antallet af stipladser.

- De næste 50 meter vil også blive omkring 30 procent billigere end de første. Det har jeg i hvert fald fået tilbud på.

- Men nu må vi lige se, hvordan indtjeningen bliver i nærmeste fremtid, inden vi arbejder videre med en udvidelse, siger han.