Fareringen er et alternativ til indretningen af farestier til løsgående søer. Den skiller sig ud fra standardløsninger ved, at her ikke er tale om egentlige frilæggerbøjler, eller de velkendte skråvægge, men i stedet en stålring, som danner en slags hule for soen.
Ringen sørger for, at soen ikke kan lægge sig helt ud til siderne i stien, men at hun stadig har fri bevægelsesmulighed, idet hun med lethed kan træde over ringen og bevæge sig rundt i den resterende del af stien. Ydermere er der i midten af stien et pendul, der forhindrer soen i at rulle over grisene, når hun skifter liggestilling.
Opstart
Siden de første stier med farering blev taget i brug som et forsøg for fem år siden, er det gået rigtig godt med de løsgående søer.
- Vi startede med at lave et eksperiment i en rundbuehal, hvor vi opsatte 40 stier, forklarer Søren Juul Jensen, opfinder af fareringen.
Det er primært Tommy Røhrby, der passer farestalden, og han syntes det var en lidt svær tilvænning til de nye stier.
- Jeg syntes slet ikke, det rykkede til en start i de nye stier og var egentlig ikke begejstret. Men efter at både dyrene og jeg havde vænnet os til systemet, så gik det pludselig fremad, husker Tommy Røhrby.
- Søerne opfører sig fuldstændig anderledes, når de er løsgående. I en traditionel faresti lægges der låg på 90 procent af den naturlige adfærd, og når søerne så bliver løsgående, kommer denne adfærd igen til udtryk, og det kræver en omstilling og tilvænning for staldpersonalet, mener Søren Juul Jensen.
- Søerne står meget højere i tændingen, og passer godt på deres grise. Derfor er det vigtigt at kunne læse deres adfærd og næste træk for at undgå at komme i karambolage med dem, forklarer Tommy Røhrby.
Eksperimentet i rundbuehallen fungerede så godt, at der i august 2010, blev opført to nye stalde, som hver indeholdt 40 farestier med farering.
Ingen flytninger
I de nyopførte stalde praktiseres princippet FTS, Fravænning Til Slagt. Herved bliver smågrisene i stierne, når soen fravænnes efter fem uger. Herefter hæves fareringen, og en del af smågrisehulen rykkes ind, således at der bliver mere plads til de fravænnede grise. Her går de så i 17 uger, hvorefter de slagtes
Dødelighed
Det kan ikke undgås, at dødeligheden i en løsgående faresti er en smule højere, end hvad man ellers ser. Men dødsårsagerne er nogle andre.
- De primære dødsårsager er ihjellægning. Der dør i gennemsnit 0,93 gris pr. kuld som følge af ihjellægning, og derudover dør der en gris af enten sult eller ledbetændelse. Vi har mange levendefødte grise, og stiens indretning giver den nyfødte gris større chance for at komme godt fra start. Soen farer næsten altid med bagenden op mod smågrisehulen, og herved kan de nyfødte grise hurtigt og nemt komme ind under varmelampen, og den er langt væk fra gødeareal og spalter, fortæller Søren Juul Jensen.
I mange besætninger er det kutyme at tjekke søerne sent om aftenen eller endda sætte nattevagt på ved de store faringsdage, men det fungerer ikke i en farestald med løsgående søer.
- Søerne reagerer meget kraftigere på uro end søer i bokse, og det kan genere mere end det gavner at gå og holde øje med dem konstant op mod faring. De skal have ro, så de ikke farer rundt og rejser og lægger sig under faringen, udtrykker Søren Juul Jensen.
Staldmedarbejder for en dag
Som et ekstra tiltag for at gøre fareringen og brugen af den mere kendt tilbyder Søren Juul Jensen, at interesserede for et mindre beløb kan blive staldmedarbejdere for en dag eller to, så de af Søren Juul Jensen og Tommy Røhrby kan blive sat godt ind i tingene omkring brugen af fareringen.
Læs mere i den nye udgave af Hyologisk, der udkommer den 7. januar 2012, eller på www.hyologisk.dk. Der kan bestilles abonnement på 76207970 eller på www.agrar.dk.
