Den undersøgelse, som ligger til grund for forslaget om 25 meter-zoner omkring vandboringer, handler slet ikke om 25 meter-zoner, og det møder kritik fra Danva, Dansk Vand- og Spildevandsforening. Det skriver altinget.dk

- Den rapport overhovedet ikke spørgsmålet om 25 meter-zonen. Den handler hovedsagelig om brønde og boringer, som jo normalt ikke er ret dybe, siger Claus Vangsgaard, der er konsulent i Danva.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Walter Brüsch, der er geolog i Geus, siger, at det er helt korrekt, at små private vandforsyninger ikke har at gøre med vandværkernes indvindingsboringer, fordi vandværkerne indvinder vand på en helt anden måde.

Den eneste rapport

I Miljøstyrelsen erkender kontorchef Lea Frimann Hansen, at rapporten ikke decideret har noget med 25 meter-zonen at gøre.

- Det har vi heller aldrig sagt, at den gør. Vi har bare sagt, at det er den eneste rapport, der findes om den slags, og som har set på jordstruktur og tragteffekt omkring boringer og brønde. Men det er ikke sådan, at man har været ude og lave nye målinger fra boringer til almene vandforsyninger,siger hun.

Ifølge Lea Frimann Hansen er de 25 meter fastsat som en generel beskyttelse af selve boringen, fordi jordstrukturen omkring en boring kan være forstyrret og derfor filtrerer og nedbryder pesticider dårligere end uforstyrret jord.

25 meter er ikke nok

Danva mener, at en zone på 25 meter ikke altid er nok. Foreningen hæfter sig ved, at Miljøstyrelsen tilbage i 2003 i samarbejde med Danva, Geus og FVD, Foreningen af Vandværker i Danmark, lavede en rapport, der netop omhandler sikringszoner omkring vandboringer. Men den rapport er ikke blevet brugt i forbindelse med fastsættelse af en 25 meter-zone.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rapporten konkluderer, at der er behov for en individuel vurdering af den enkelte vandborings geologi for at udregne den nødvendige beskyttelseszone. Rapporten fastsætter altså ikke et bestemt antal meter, men vurderer, at en sikkerhedszone på endda mere end 300 meter kan være nødvendigt omkring store vandforsyninger.