Efter at have introduceret den 3-akslede universalspreder Samson US 3 i 2017 udvides US-serien nu med en 2-akslet version. Den har fået navnet US 2 og får verdenspremiere på dette års Agritechnica i Hannover.

US 2 er en ny bredkassespreder. Dens volumen strækker sig fra 23 m3 til 35 m3. Selve spredningen sker med to spredetallerkner på 118 cm i diameter med seks udkastervinger, der sammen med bagklappen kan indstilles på forskellig vis.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en helt ny konstruktion, som har en kapacitet som ikke før er set i markedet. Kapaciteten muliggøres af den brede kasse, store horisontale valser og store, effektive spredetallerkener.

- Vi har optimeret hele kraftkæden for at overføre endnu mere power til spredebordet, hvilket sikrer en endnu ikke før set spredekapacitet, siger Gabriel Lund, der er produktchef for møg- og universalspredere hos Samson.

US 2 kan udstyres med vejeceller, med hvilke den kan køre statisk og dynamisk vejning.

Kendt densitet

Med statisk vejning måler styresystemet sprederens vægt i stilstand, når der er udbragt en mængde af læsset. Statisk vejning gør det muligt at finde materialets densitet. Når densiteten kendes, er det muligt at foretage en meget nøjagtig dosering med det volumetriske system.

Med dynamisk vejning vejer styringen konstant materialet i sprederen og justerer løbende maskinparametrene efter vægten og de indstillede værdier i terminalen, så der spredes det nøjagtige antal ton pr. hektar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med TC-GEO/VRA kan doseringen med US 2 indstilles og justeres i henhold til et tildelingskort. Systemet justerer automatisk bundkædehastigheden i forhold til den indstillede dosering på kortet og den aktuelle vægt af materialet i sprederen.

- Resultatet er en meget nøjagtig dosering, som giver optimal vækst og udbytte i afgrøderne, siger Gabriel Lund og tilføjer, at sprederen desuden er forsynet med et nyt patenteret hydraulisk strammesystem på bundkæden. Hermed strammes bundkæden optimalt op, så sliddet på den mindskes, og risikoen for brud minimeres.

Til kommende sæson bliver US 2 frigivet i begrænset antal på udvalgte markeder.