Hos AP Gyllevogne har man netop leveret en ret speciel 35 ton gyllevogn og tre ton fronttank til TOV Kischenzi Agriculture i Ukraine.

Bedriften driver 15.500 hektar jord sammen med en svineproduktion på 700 søer og mælkeproduktion på 1.200 køer, som inden for en kort årrække skal nå op på 3.000 køer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bedriftens Challenger 875C skal spændes for gyllevognen og udstyres med den tre kubikmeter fronttank, og gyllevognsættet skal spændes sammen med en 12 meter ombygget Horsch Terrano tandnedfælder, som skal placere gyllen for hver 50 centimeter.

- Vi har nu i fire år drevet bedriften i faste kørespor (CTF) på 12,24 og 36 meter afhængigt af arbejdsopgaven, men med samme sporvidde på tre meter på alle maskiner, samt med bælteundervogn på næsten halvdelen af maskineriet, fortæller Henrik Bækgaard Laursen, som er den danske driftsleder på bedriften i Ukraine.

Grunden til at sætte bælteundervogn på maskinparken er at sikre trykket bliver i de faste kørespor, og ikke forplanter sig ud i et større område.

- Bælter vil i modsætningen til hjul sikre, at trykket sendes mere lodret ned i jorden og ikke spredes ud i et større område omkring køresporene, og det er den helt klare grund til, at vi sætter bælter under vores køretøjer, forklarer Henrik Bækgaard Laursen.

Langt mindre tryk

Hos AP Gyllevogne er det første gang, man monterer en bælteundervogn på en gyllevogn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har navngivet modellen for AP35 Trac, og faktisk er der flere fordele ved at montere bælter på gyllevognen, fortæller Lars Nygaard salg og produktion hos AP Gyllevogne og påpeger blandt andet, at gyllevognen er blevet 1,5 meter kortere end en tilsvarende 35 ton gyllevogn med hjulmontering.

- Det skyldes blandt andet, at vi ikke skal skære plads til hjulene i tanken, og derved bedre kan udnytte den runde tønde, forklarer han.

Bælterne er hver fire meter lange og 900 millimeter brede, hvilket givet en totaltrædeflade på 72.000 kvadratcentimeter.

- Sammenlignet er trædefladen 28.842 kvadratcentimeter på en 35 ton gyllevogn på seks 800 millimeter hjul. Hvis man kigger på trykket pr. kvadratcentimeter ligger en 35 ton gyllevogn med hjul på 1,35 kg/cm2, mens gyllevognen på bælter trykker med blot 0,58 kg/cm2, forklarer Lars Nygaard og sammenligner med en person på 90 kg, som vil trykke med 0,36 kg/cm2.

Bælterne kommer fra Elmers i Canada, og det er i forvejen en bælteproducent som bedriften i Ukraine har gode erfaringer med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har en kornvogn, som er monteret med præcis samme bælteundervogn, fortæller Henrik Bækgaard Laursen.

Mulighed for træk

Bælteundervognen på AP Gyllevognen er en medløbende undervogn uden drejbare aksler.

- Vi er blevet meget overrasket over, hvor lidt bælteundervognen graver i jorden, når der drejes skrapt, fortæller Lars Nygaard, som har haft gyllevognen ude på en stubmark og afprøve bælteundervognen.

Han tror, at der også i Danmark vil være gode perspektiver i, at levere gyllevognene med bælteundervogn:

- Vi har mulighed for at sætte hydraulisk træk på bælteundervognen, og på den måde får vi pludselig en gyllevogn, som kan køre overalt, det kan dog godt være, at bælteundervognen ikke skal have samme brede sporvidde, som vognen til Ukraine er leveret med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fleksibel undervogn

AP har opbygget en ekstra kraftig ramme på gyllevognen, så den kan klare de store kraftpåvirkninger, som den 35 ton gyllevogn vil blive udsat for fra den 600 hestekræfter bæltetraktor samt den 12 meter bugserede nedfælder.

- Faktisk er der monteret en dobbelt ramme på gyllevognen, og det giver også mulighed for at flytte bælteundervognen frem og tilbage på rammen, da gyllevognen dermed kan tilpasses flere traktorer og dermed en anden vægtfordeling, forklarer Lars Nygaard.

- En bæltetraktor med to bælter, vil kræve en anden afstand til bælteundervognen på gyllevognen og dermed en anden vægtfordeling, end en bæltetraktor med fire bælter, forklarer Lars Nygaard.

Udkørsel i efteråret

Gyllevognen skal allerede i gang med gyllekørsel, så snart den er landet i Ukraine og spændt sammen med Challenger-traktoren, som skal have den tre kubikmeter fronttank monteret.

- Vi skal køre 120 til 140.000 kubikmeter ud om året, hvor langt størstedelen køres ud om efteråret. Det skyldes, at jorden er meget stiv, og vi derfor helst ikke skal rode i jorden om foråret, fortæller Henrik Bækgaard Laursen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

70 procent af bedriftens afgrøder er rækkeafgrøder som majs, soja og roer, som alle sås på 50 centimeter rækkeafstand.

- Derfor placerer vi også gyllen med 50 centimeter afstand, med den modificeret 12 meter Horsch tandharve, som er GPS-styret.