Dagens afgrødekommentar sætter fokus på, om høsten i USA sker hurtigt nok.

Dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets: Det amerikanske landbrugsministerium, USDA, kom i går med deres ugentlige opdatering på fremdriften for høsten af blandt andet majs og sojabønner. For majsens vedkommende estimerer USDA, at 34 procent af høsten er i hus, mod 22 procent i sidste uge. For sojabønnerne er høsten noget mere fremskreden, og her estimeres det, at 40 procent af årets afgrøder er i hus, mod 26 procent i sidste uge. Om end høsten skrider fremad, så er det fælles for både majs og sojabønner, at høstens fremdrift ligger pænt under de historiske gennemsnit. Historisk har 47 procent af høsten været i hus på nuværende tidspunkt for majsen, mens det historiske gennemsnit sojabønnerne ligger på 64 procent. Det bliver interessant at følge med i de forventede udbytter fra de to afgrøder, når vi ved mere i løbet af næste uge.

Siden bunde tilbage i september 2019, så har sojabønnerne haft pænt momentum, og prisen er steget i omegnen af 20 procent. Prisen er blandt andet understøttet af et mildere klima i de verserende handelsforhandlinger, som har affødt genoptagelsen af kinesisk import af amerikanske varer. Endvidere, så har den amerikanske dollar været under pres, hvilket også har været prisunderstøttende for hele sojakomplekset. Der var igen i går positive vibrationer fra handelskrigens involverede parter, og de sidste meldinger er positive for en fase 1 aftale under de to nationers møde i Chile i næste måned.

De russiske eksportpriser på hvede steg ifølge IKAR til $207/mt i sidste uge. En stigning på 4 procent i forhold til ugen inden, hvor priserne lå i niveauet $199/mt. Den russiske hvede er blandt andet blevet mere attraktiv på verdensmarkederne i takt med, at forventningerne til både australske og argentinske hvedeudbytter er forværret. Udover de forværrede forudsætninger, så er de russiske prisstigninger også drevet af short covering blandt investorerne, og det faktum, at de russiske hvedeproducenter sidder på deres varer. IKAR kunne endvidere offentliggøre en mindre stigning i forventningen til årets produktion, fra 75,6 millioner tons til 75,8 millioner tons.