Nedbørsunderskud forbliver en bekymring blandt flere europæiske lande samt omkring Sortehavet, hvilket får planteavlerne til at lade vente på sig med at få vinterafgrøderne i jorden.

Omkring Sortehavet viser vejrprognoserne at det forbliver tørt de kommende to uger, hvilket er et dårligt udgangspunkt for næste sæsons vinterhvedearealer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selvom det også er tørt i Frankrig, så har de franske landmænd lidt længere tid at løbe på, end deres russiske kollegaer til at få vinterhveden i jorden.

Det endnu for tidligt at med reelle bekymringer, og det kan blot være det traditionelle 'buy the rumour, sell the fact', som vi ser i et typisk forsyningsdrevet marked. Finder nedbør vej til vejrprognoserne, skal markedet lede efter andre nyheder, for at stigningerne kan fortsætte. Ikke desto mindre et forhold der skal følges.

For nuværende øger det risikopræmierne, der løfter sortehavshveden højere, hvilket smitter af på både mølle- og Chicagohveden der i går fulgte trop i opadgående retning. Den russiske hvede har der foruden været begunstiget af at være den med afstand billigste oprindelse siden høsten. Det har affødt en god efterspørgsel fra eksportmarkedet, og løftet den russiske FOB-hvede med 23$ henover den seneste måned.

SovEcon hævede i går deres russiske produktionsestimater fra 82,6 til 83,3 mio. tons. På trods af en lidt sløj start er den russiske hvedeeksport kommet rigtigt godt efter det, og siden sæsonstart 1. juli meldes hvedeeksporten til dato at have nået 8,6 mio. tons, hvilket dog er 7% efter sidste år.

Teknisk ser møllehveden stærk ud og har gjort det ganske længe. Den bør begynde at møde noget modstand i niveauet omkring 195€. På valutasiden var der i går modvind.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi havde forventet at et 'kedeligt' møde i den europæiske centralbank ville skuffe markedet, men trods sommerens eurostyrkelsen virkede Legarde ikke specielt bekymret, og udtalte blot at valutakursen ikke var noget politisk mål, men at ECB selvfølgelig holder nøje øje med udviklingen, da den har betydning for vækst- og inflationsbilledet.

Det skuffede markedet og sendte euroen og dermed kronen stærkere mod dollaren, En stor del af stigningen blev dog smidt i løbet af aftenen.

Meget tyder på, at euroen i øjeblikket har overordneligt svært ved at komme højere og hver gang vi nærmer os 1,19/1,20 niveauet i EUR/USD termer, kommer sælgerne ind. Alle øjne er i dag rettet mod aftens WASDE-rapport, hvor der især vil blive holdt øje med ændringer i estimaterne for de amerikanske majs- og sojabønneudbytter.

Som nævnt i går sidder de kommercielle aktører, producenterne, på den største solgte nettoposition i sojabønner siden 2012, og med det kan man få den tanke, at producenterne er mere optimistiske mht. udbytterne end det generelle marked. På vores egne breddegrader kan den ukrainske majsproduktion se frem mod en nedrevidering, mens den russiske hvede ventes at blive justeret op.

Alt i alt er der lagt op til en begivenhedsrig rapport, og så må vi se, hvor meget USDA's kugleramme afviger fra markedets forventninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det amerikanske marked er her til morgen startet overvejende positivt ud, hvilket er en smule utraditionelt op til aftens rapport, hvor vi typisk ser et mere afdæmpet marked. I løbet af i går aftes kom der rygter om, at Kina har købt nye laster amerikansk majs.

Samtidig bragte Bloomberg en historie, hvor en unavngiven råvarehandler ved Louis Dreyfus udtalte, at Kina kunne have behov for at importere 30 mio. tons majs næste år, for at lette presset på den indenlandske forsyningsbalance.

Historien kommer i forlængelse af, at Kina er i gang med forberedelserne til deres kommende 5 års plan, der løber fra 2021, hvori planlægningen af de strategiske afgrødelagre indgår.