Traktoren kan køre ved færre omdrejninger med ny gearkasse til JF-foderblandere.

JF lancerer en ny 4-trins gearkasse til sine fuldfodervogne. Gearkassen skulle give blid opstart og total tømning af foderblanderen foruden en brændstofbesparelse.

Ifølge producenten er opstartsmomentet den største udfordring for foderblandevogne, idet kraftforbruget her typisk er det dobbelte af behovet under selve blandingen. Situationen opstår, når blandesneglene stoppes, og foderet synker sammen omkring sneglene.

Det problem forsøger JF nu at løse med den nye 4-trins gearkasse, idet blandingen her kan ?løftes? ved brug af et af de lave gear, hvorefter der skiftes op i gear, uden at traktorens transmission overbelastes. Behovet for et decideret opstartsgear er blevet aktuelt med foderblandinger, der i dag ofte vejer over 20 tons. Med det fjerde og højeste gear sikres en total tømning af foderblanderen, mens de to midterste gear anvendes til selve opblandingen, hvor gearvalg tilpasses alt afhængig af traktorstørrelse og foderets vægtfylde. For opblanding af lettere blandinger til ungdyr vælges ofte et højere gear, og dermed køres der med lavere motoromdrejninger, hvilket nedsætter brændstofforbruget. Skift mellem de fire gear er hydraulisk og styres fra den trådløse fjernbetjening, hvor der frit kan springes mellem gearene.

Nyheden vises på Kongskildes stand på Agromek sammen med det nye Mix+ sliddels-koncept, hvor blandesneglens kanter kan udskiftes.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce