Slagteriet Tican i Thisted følger nu i hælene på Danish Crown i bestræbelserne på at gøre det mere attraktivt for danske svineproducenter at opfede smågrise til slagtesvin og lade dem forarbejde på danske slagterier.

Mandag meldte Danish Crown, at der er økonomisk støtte til grise, der bliver opfedet i nybyggede eller ombyggede stalde, og ifølge Jyllands-Posten vil Tican indføre en garantipris til fremtidige slagtesvine-leverancer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Pris tre måneder senere

- Vi har drøftet, hvordan udviklingen kan vendes, og arbejder nu med et forslag om at tilbyde landmændene en garanteret afregningspris for grise, der leveres tre måneder senere, siger administrerende diektør Ove Thejls til Jyllands-Posten.

Forslaget skal drøftes i bestyrelsen tirsdag.

- Vi håber, at flere landmænd vil vælge at beholde grisene og opfede dem til slagtesvin, hvis vi tilbyder en garanteret afregningspris tre måneder frem. Det giver i hvert fald landmændene et helt andet og mere sikkert grundlag at træffe deres beslutning på, siger Ove Thejls.

Begrænset til 25 procent

Garantien vokser dog ikke ind i himlen. Ove Thejls nævner, at prisgarantien formentlig bliver begrænset til en fjerdedel af produktionen.

Tilsvarende har Danish Crown sat et loft på tilskuddet til nye og ombyggede stalde. Det går ved stipladser til 520.000 grise.