Det kan komme til at ramme miljøet som en boomerang, at regeringen med en ny afgiftspakke gør de mest miljøvenlige sprøjtemidler billigere og de skrappeste midler dyrere. Det skriver Ingeniøren i sit nyhedsbrev.

Hvis landmændene følger intentionen og i højere grad benytter de miljøvenlige såkaldte minimidler, vil ukrudtet hurtigere udvikle resistens over for midlerne. Sker det, bliver landmændene nødt til at sprøjte større mængder af de kraftigere kemikalier ud på markerne, end der skal til for at forhindre resistensen i at opstå.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det risikerer at give bagslag, siger seniorforsker Solvejg Mathiassen fra Aarhus Universitets Institut for Agroøkologi til Ingeniøren. Hun analyserer prøverne af resistent ukrudt fra de danske marker.

- Landmændene står i et dilemma. Enten gør de, som politikerne siger, og så får de et problem med resistens om nogle år. Eller også tænker de strategisk og lytter, når vi forskere siger, at det er en rigtig dårlig idé at bruge de billige minimidler gang på gang, fordi det på lang sigt er billigere fortsat at veksle mellem midlerne. Men så vil politikerne blive utilfredse og sige, at landbruget ikke gør, hvad de siger, tilføjer hun.

Selv forventer hun, at landbruget vælger den billigste løsning nu og sprøjter med de mindst miljøbelastende midler.

- Så bliver konsekvensen, at vi får mere resistens, og får vi det, så kan pesticidforbruget blive meget, meget stort. Desuden må landbruget skifte til farligere midler, advarer Solvejg Mathiassen.

Intet bliver forbudt

I Miljøstyrelsen, som har ansvaret pesticidområdet, understreger kontorchef Lea Frimann Hansen, at ingen midler bliver forbudt med de nye afgifter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis landmændene kun bruger alternativer til minimidler en gang imellem, så bliver det ikke meget dyrere. De kan fortsætte med en fornuftig behandling, som forebygger resistens, siger hun.

- Men hvis de kun bruger de midler, som er billigst, kan vi godt risikere en hurtigere udvikling af resistens. Derfor skal landmændene gennem deres uddannelse og rådgivning finde frem til et fornuftigt sædskifte og anden behandling, der forebygger resistens, tilføjer kontorchefen.

Lea Frimann Hansen fremhæver, at regeringen snart fremlægger en sprøjtemiddelstrategi, som også skal være med til at sikre imod, at resistent ukrudt spreder sig på de danske marker.