Lyt til artiklen:

Miljøstyrelsen: Landbrugets sprøjtemidler skal undersøges for PFAS

00:00
Hastighed: ???x
01:45

Miljøstyrelsens kontorchef oplyser, at det skal undersøges, om PFAS-stoffer bliver spredt via landbrugets pesticider.

- Vi er nødt til at finde ud af, hvad der er op og ned. Og derfor er vi i gang med at finde ud af, hvordan vi kan få overblik over, hvad der er af PFAS-stoffer i de pesticider, landbruget bruger, siger Maria Sommer Holtze til Altinget

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Altinget har flere amerikanske studier for nyligt peget på, at der kan være en sammenhæng mellem PFAS og landbrugets sprøjtemidler, og det er de studier, der har fået Miljøstyrelsen til at ville undersøge landbrugets sprøjtemidler.

L&F bakker op om undersøgelse

Den seneste uge har der været stor opmærksomhed på PFAS efter fund af stofferne i økologiske æg.

Landbrug & Fødevarers viceformand, Thor Gunnar Kofoed, mener, at det er positivt, at Miljøstyrelsen melder ud, at de vil til bunds i sagen og undersøge om der er PFAS-stoffer i de pesticider, der bliver brugt i Danmark.

- De pesticider som danske landmænd bruger har altid gennemgået verdens strengeste undersøgelser, før de kan markedsføres og anvendes. Hvis nogle af midlerne er tilsat PFAS'er, der udgør en risiko for sundhed og miljø, skal der selvfølgelig handles. Pesticider skal være forsvarlige at bruge.

Landbrug & Fødevarer ser frem til, at myndighederne kommer med retningslinjer, som landmændene kan arbejde efter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I landbruget stoler vi fuldt og fast på Miljøstyrelsens undersøgelser, så vi trygt kan anvende produkterne på vores afgrøder, udtaler Thor Gunnar Kofoed i et skriftligt svar til Maskinbladet.

Han understreger, at Landbrug & Fødevarer tager PFAS-problematikken meget alvorligt.