Agcos trinløse transmissioner benyttes på samtlige modeller fra Fendt, på alle trinløse Massey Ferguson, på Valtra S-serien og JCB 8250. Transmissionen bygges på Fendt-fabrikken i Marktoberdorf.

Agcos løsning har to mekaniske trin placeret efter hydrostat-enheden. Valg af trin et og to skal ske manuelt af føreren og skal sikre, at transmissionen har højere virkningsgrad ved lavere hastigheder og for at skåne transmissionen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ud over dette sker der ingen mekaniske skift af trin i transmissionen fra 0 til topfart. Agco er den eneste på markedet, som tilbyder dette.

Transmissionen er enkel i sin konstruktion. Den har ingen koblinger til fremdrift eller vendegear. Der er få komponenter, som skal drives rundt.

Konstruktionen betyder, at traktoren sætter i gang ved at tvinge flere og flere omdrejninger igennem den mekaniske del af transmissionen ved at vinklen på pumpen i den hydrauliske del ændres.  Den største udveksling har man i den situation, hvor traktoren kører topfart med reducerede motoromdrejninger. Her står de hydrauliske komponenter helt stille. Det hele styres af en computer.

Den hydrauliske pumpe kan vinkles fra minus 30 til plus 45 grader, mens oliemotoren vinkles fra 0 til 45 grader. Agcos vurdering er, at hydrostater med stor vinkel og lille anlægsflade på stemplet er de mest effektive.

Når traktoren sættes i fremdriftsposition, ændres vinklen i hydraulikpumpen fra neutral, og den begynder at arbejde. Ved dette arbejde opstår der en modstand på pumpen, som gør, at ringhjulet bremses lidt, og solhjulet begynder at dreje rundt. Når solhjulet begynder at dreje, sendes kraft ud til sumakslen og videre ud til drivhjulene. Samtidig leverer pumpen olie ud til oliemotorerne, som også sender kraft til drivhjulene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når hastigheden øges, opstår der større modstand på pumpen, hvilket bremser ringhjulet endnu mere. Ved maksimum udveksling vinkles hydraulikmotorerne i neutral, og derved bremses ringhjulet helt af pumpen. Derved overføres kraften fra motoren overvejende gennem den mekaniske del. Hvis transmissionen belastes op ad bakke, stiger omdrejningerne på motoren, og pumpen begynder igen at ændre vinklen fra neutral.

Når føreren ændrer hastighed og motoromdrejninger via joysticket eller kørepedal, ændrer hydraulik-motor og pumpe vinklen. Den mekaniske kraft kan derimod ikke styres, da denne hele tiden er en funktion af hydraulikpumpens kraftbehov/modstand og deraf bremsning af ringhjulet.

Ved baglæns kørsel vinkles den hydrauliske pumpe bagud, og efterfølgende sker den samme reaktion som ved fremad kørsel.

I neutral stilling er pumpen vinklet i neutral. Det vil sige, at skråpladen i pumpen er vinkelret på akslen, og ringhjulet drejer ubesværet rundt sammen med planethjulholderen - dog med større hastighed. Solhjulet står stille grundet planethjulenes løb rundt på solhjulet, og der overføres ingen kraft på sumakslen til at drive de trækkende hjul.