For blot 10 år siden var en seks-furet liftophængt plov lidt af et særsyn. Men den grænse rykker sig onstant, efterhånden som traktorerne vokser. Nu tilbyder flere plov-leverandører endda liftophængte modeller med syv furer.

Det gælder blandt andet Kuhn, der netop har lanceret en syv-furet version af Vari-Master 182 NSH.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udgaven er en fortsættelse af NSH-serien, der allerede består af en fem- og seks-furet udgave. Modelbetegnelsen 182 står for diameteren på rammen, der trods den ekstra fure stadig er 180x180 millimeter.

Ploven har trods de syv furer stadig hydraulisk stenudløsere.

- Kuhn har allerede liftophængte plove med syv furer. Men de er alle med springbolte som stensikring, og det er der ikke nogen kunder, der vil benytte i Danmark, fortæller Kurt Gjødsbøll, produktchef hos Maskinhandler Indkøbsringen (MI) i Vejle.

Hvorvidt Kuhn vil producere en otte-furet plov med springbolte har produktchefen ikke yderligere information om, men det kan bestemt lade sig gøre, mener han.

- Hvis vi kan producere en syv-furet med hydraulisk stensikring, der giver ploven en større egenvægt i forhold til springbolte, så kan man også producere en otte-furet udgave med springbolte, vurderer han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Minimum 10 ton løftekraft

Vari-Master 182 NSH i den syv-furede udgave er lige som dens andre brødre i serien også udstyret med Kuhns Optidrive topfæste. Det er et hydraulisk dæmpersystem, der skåner både traktor og plov for hårde stød.

Men det laver ikke om på, at ploven stadig ligger i den tunge ende. Udstyret med standard SK-underplove, et sidemonteret landhjul 760X370 millimeter og et bagmonteret transporthjul vejer ploven 3.240 kg.

Der foreligger ikke nogle præcise tal fra Kuhn omkring minimum løftekapacitet på traktoren, da koncernen holder fast i, at det handler om geometrien i trepunktsliften på traktoren.

MI anbefaler selv en traktor med mindst 10 ton løftekapacitet.