Lyt til artiklen:

120 unge landmænd har fået etableringsstøtte

00:00
Hastighed: ???x
01:49

For de fleste er der en lang række omkostninger forbundet med at etablere sig. Samtidig er et af grundvilkårene som landbruger, at høsten varierer fra år til år. Derfor tilbyder Landbrugsstyrelsen en hjælpende hånd i form af en etableringsstøtteordning, hvor unge landbrugere og gartnere kan få et tilskud på cirka 745.000 kroner, når de etablerer sig med en heltidsbedrift, det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

Efter fødevareministerens ønske har styrelsen fremrykket udbetalingen, så pengene hurtigere kan komme ud og arbejde for generationsskiftet. Det har derfor været muligt at søge om udbetaling fra den 29. september i år, og indtil videre har 450 unge søgt om udbetaling af deres tilskud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Behandlingen af ansøgninger er i fuld gang, og de første 120 unge landbrugere og gartnere har allerede modtaget deres tilskud. Der er givet tilsagn for i alt 319 millioner kroner, og styrelsen har per dags dato udbetalt 63 millioner kroner.

- Fra Landbrugsstyrelsens side gør vi alt, hvad vi kan for at sikre de bedst mulige rammer for unge landbrugere og gartnere, der drømmer om egen bedrift. Vi ved, at en sund økonomi er helt afgørende, når man skal etablere sig som selvstændig. Ved at fremrykke udbetalingen af etableringsstøtten giver vi de unge en hjælpende hånd, siger Mette Hyldebrandt-Larsen, enhedschef i Landbrugsstyrelsen.

Styrelsen forventer, at 200 unge landbrugere og gartnere har fået udbetalt deres tilskud inden årets udgang, og at de sidste vil være færdigbehandlet til 1. marts 2024.