Lyt til artiklen:

Brødr. Ewers har handlet med foder og korn i 175 år

00:00
Hastighed: ???x
08:00

Handel med korn og foderstof på ærlig vis.

Det var målsætningen, da korn- og foderstofvirksomheden Brødr. Ewers A/S blev etableret for 175 år siden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I fem generationer har familien Ewers siddet ved roret i det gamle familiefirma, der ved etableringen holdt til i en købmandsgård på Humletorvet i Sønderborg.

I dag ledes virksomheden af Hans Otto Ewers og Claus Ewers, som er femte generation, mens sjette generation allerede er ved at gøre sig klar. To unge fra familien Ewers er vendt hjem til hovedkvarteret i Sønderborg, mens en tredje bor i København og arbejder i afdelingen i Venslev på Sjælland.

De er aktive som medarbejdere i virksomheden og lærte handel med korn og foderstof fra bunden.

Hans Otto Ewers og Claus Ewers har siden 1998 ført virksomheden ud på en kurs, som ifølge dem selv sikrer væksten i fremtiden og dermed et solidt grundlag for familievirksomheden.

Især opkøbet af dele af aktieselskabet KFK, som blev splittet og overtaget af flere konkurrenterne i 2001, satte et skub i væksten og udviklingen i det oprindeligt sønderjyske grovvareselskab. Men også etableringen af egne afdelinger rundt omkring i landet har været med til at styrke omsætningen og tiltrække endnu flere landmandskunder:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi tror på fremtiden. Familiens navn ligger bag virksomheden og er garant for, at vi også ud i fremtiden kan betjene landmænd over hele landet. Vi er den største privatejede virksomhed i branchen og tredjestørst overhovedet, og når generation følger generation, bliver der investeret langsigtet i tillid til, at virksomheden også eksisterer mange år ud i fremtiden, siger Claus Ewers.

rich-media-3
- Det ligger i vores DNA, at vi servicerer landmændene i alle afdelinger, lige fra solen står op, til den går ned, siger Claus Ewers. Pressefoto: Claus Haagensen.

Kører med store læs

Brødr. Ewers er fulgt med udviklingen i landbruget, hvor der er færre, men større enheder. Selskabet kører med hele læs på op til 36 ton foder til landmænd i hele landet. Tidligere var der mange små forretninger, og i dag konkurrerer virksomheden især med de to store andelsvirksomheder, som er på markedet.

- Vi konkurrerer især på service til landmanden, og så er vi godt tilfredse med, at der er en kort afstand til toppen og ud til landmændene. Kommer en landmand i knibe, leverer selskabet hurtigt et læs foder, så kontinuiteten kan opretholdes, siger Hans Otto Ewers.

Da femte generation trådte til i korn- og foderstofvirksomheden Brødr. Ewers i 1998, var den årlige omsætning på cirka 250 millioner kroner. Omsætningen er steget støt gennem årene og var i 2022 på godt 2,5 milliarder kroner. Selskabet har i dag cirka 170 medarbejdere, råder over en lagerkapacitet på over 180.000 ton og har tre fabrikker med en årlig foderproduktion på cirka 300.000 ton.

Virksomheden har i Sønderjylland afdelinger i Sønderborg, Bajstrup, Mommark, Bovrup og Toftlund. Desuden er der afdelinger i Ølgod, Venslev på Sjælland, Birkum ved Odense, Håstrup ved Fredericia, Hobro samt tre kornindleveringssteder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I det daglige arbejder vi for dansk landbrug og danske landmænd, men der skal også være stunder, hvor vi kan være sammen, more os og have det rart. Derfor ser vi frem til, at rigtig mange vil tage imod vores invitation og bidrage til festlighederne, siger Hans Otto Ewers.

Claus Ewers tilføjer:

- Det ligger i vores DNA, at vi servicerer landmændene i alle afdelinger, lige fra solen står op, til den går ned. Vi tager ansvar i alle led, og en af nøglerne for os er at udvikle vores produkter til gavn for kunderne, siger Claus Ewers.

Korn- og foderstofvirksomheden startede i en købmandsgård I Sønderborg. Bygningen står der den dag i dag, dog ikke i sin oprindelige form. Købmandsgården blev bombet i 1864 i forbindelse med slaget på Dybbøl og blev genopbygget med beboelse, kontor og lagerrum.

rich-media-5
Fra venstre ses Kristian Ewers, Claus Ewers, Thomas Ewers, Johan Otto Ewers og Hans Otto Ewers. Dato: 12.10.23 Pressefoto: Claus Haagensen

Begyndte i 1848

Det begyndte i 1848, da en ung mand fra Ditmarsken C.H. Schättiger kom til Sønderborg. Han giftede sig med høker Petersens datter fra Humletorvet - en af byens kendte familier, der både drev handel og skibsfart.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den 3. november 1848 startede han egen forretning på humletorvet med en målsætning om at handle med korn og foderstof på ærlig vis.

Kunderne fra Als kom kørende med kornlæs til byen, men fra Sundeved måtte man på det tidspunkt stadig sejle over med færge. Forretningerne blev afsluttet over en pibe tobak og en kaffepunch og med ord og håndslag som gensidig garanti.

Op mod århundredeskiftet blev landbruget mere og mere intensiveret, og i kornhandelen tog man bestik af det. Så da Schättigers datter blev gift, og svigersønnen Johannes Ewers overtog forretningen, var både foderkager og kunstgødning kommet på markedet, og disse to varegrupper kom, som tiden gik, til i stigende grad at indgå i virksomhedens omsætning.

Det var opgangstider for landbruget, og Johannes Ewers udvidede og moderniserede løbende med dieselmotorer i fabrikken, melassefoderfabrik og træsilobygning på Humletorvet.

Men krigen, som Danmark tabte og som betød, at Sønderjylland blev tysk, skabte problemer, og i 1919 efter afslutningen af 1. verdenskrig, men før Genforeningen, døde Johannes Ewers.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sønnen Hans Ewers overtog firmaet, samtidig med vanskelighederne voksede. 1920'erne - og 1930'ernes landbrugskrise gav trange år for korn- og foderstoffirmaerne.

I 1924 kom Otto Ewers hjem i familiefirmaet, og der blev dannet et A/S. I 1935 døde Hans Ewers, og Otto Ewers stod tilbage med ansvaret og førte forretningen videre.

Konjunkturerne bedredes, og under Otto Ewers ledelse voksede firmaet. Efter 34 års virke i firmaet døde den meget flittige og stilfærdige Otto Ewers ved nytårstid i 1958 uden forudgående sygdom.

Kun 25 år gammel måtte Otto Ewers jr., der havde nået at samarbejde med sin far et par år, nu tage ansvaret for den store korn- og foderstofvirksomhed. De fuldstændig ændrede arbejdsvilkår i landbruget medførte tilsvarende omstilling indenfor korn- og foderstofbranchen.

rich-media-8
- I det daglige arbejder vi for dansk landbrug og danske landmænd, men der skal også være stunder, hvor vi kan være sammen, more os og have det rart, siger Hans Otto Ewers. Pressefoto: Claus Haagensen.

Voksede støt

Umådelige mængder af korn i løs vægt, var bare et af de problemer, der skulle løses, og blandt andet var der fremstilling af blandingsfoder i pilleform, udbringning og spredning af kunstgødning samt nedfældning af flydende ammoniak.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Virksomheden voksede støt. Der blev investeret massivt i kornhaller, nye afdelinger, kapacitetsudvidelser i fodervareproduktionen og tørringsanlæggene, nyt gødningskoncept samt råvareterminal.

Claus Ewers og Hans Otto Ewers overtog efter deres far i forbindelse med 150 års jubilæet i 1998. Fire år senere fulgte opkøbet af dele af KFK, hvorved firmaet blev udvidet med nye afdelinger i Toftlund, Mommark, Varnæs og Bajstrup samt en stor foderfabrik i Aabenraa som medvirkede til at øge omsætning målt på ton. Derudover er der senere kommet afdelinger til i Venslev, Ølgod, Håstrup og Hobro.

Historien slutter ikke her, idet sjette generation nu er på vej ind i virksomheden, så fremtiden skulle være sikret.