Lyt til artiklen:

Landbrugsskole udvider maskinpark med professionel landbrugsdrone

00:00
Hastighed: ???x
01:34

Maskinparken på Dalum Landbrugsskole på Fyn er blevet opgraderet med en maskine med vinger. Skolen har med økonomisk støtte fra Else og Børge Dideriksens Fond købt en DJI Matrice 300, der er en professionel landbrugsdrone.

- For at imødekomme omverdenens krav og forventninger til en bæredygtig fødevareproduktion er det vigtigt, at vi får klædt de studerende bedst muligt på til at håndtere de nye, grønne tekno­­lo­gier. De skal kunne udnytte fordelene ved de nye teknologier og have en forståelse for, hvordan de forskellige teknologier kan arbejde sammen, siger skolens forstander Jens Munk Kruse i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med dronen kan eleverne blandt andet lokalisere områder med ukrudt samt observere svampe- og insektangreb på et tidligt stadie. De kan følge planternes vækststadier og eksperimentere med at optælle specialafgrøder, som for eksempel græskar og kål.

- Målet er at optimere brugen af gødning og reducere behovet for planteværn, hvilket kan være med til at øge biodiversiteten i marken og sikre levesteder for nyttedyr og insekter. Samtidig kan man minimere brugen af tunge maskiner på marken og derved spare CO2, siger Jens Munk Kruse.

DJI Matrice 300-dronen er også forsynet med et termisk kamera, som gør det muligt at lokalisere vildt i skove og på marker inden høst.