Lyt til artiklen:

Skræmmedrone holder fugleinfluenza på afstand

00:00
Hastighed: ???x
04:54

I tusindvis af juleænder er lige nu er på vej ud i kølediskene og til slagtere rundt i landet fra fjerkræavler Martin Daasbjerg, leverandør til Dan Duck, tidligere direktør i Dansk And og nu medarbejder hos Landting Slot A/S, fra Struer. Det sker efter en svær sæson, hvor fjerkræavleren har måttet tage ny droneteknologi i brug for at kunne levere sunde, fritgående økologiske ænder til de danske juleborde. Det skriver Naust Robotics i en pressemeddelelse.

- Det er den største højtid af dem alle, og det er klart, at økologiske ænder her til jul, det er jo en kærkommen spise, og i løbet af de næste par døgn er ænderne ude på markedet, fortæller Martin Daasbjerg, der helst kun leverer "det bedste af det bedste", og det vil typisk sige en økologisk and, der har gået 8 eller 14 uger på græs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Siden engang i november har der været skærpet opsyn med at holde vildfugle væk fra de danske fjerkræbesætninger, fordi der har været forøget risiko for fugleinfluenza i Danmark, og for Martin Daasbjerg har det betydet, at der har været sat hårdt ind på at holde overflyvende fugle på afstand.

Høns og fjerkræ skal holdes inde fra i morgen

Se også:

Høns og fjerkræ skal holdes inde fra i morgen

For en enkelt mågeklat med fugleinfluenza ville kunne betyde, at mange tusinde økologiske ænder i stedet for at ende på julebordet ville skulle destrueres.

- Mågerne kan komme og sætte en klat, og så har vi balladen. Mågerne må slet ikke være til stede i luftrummet, og det kan være ødelæggende, ikke bare for vores virksomhed, men for den danske fjerkræproduktion, og her har dronen gjort rigtig god fyldest, fortæller Martin Daasbjerg om det nyeste skud på stammen af udstyr han har investeret i for at sikre sine gæs og ænder mod farlige fugleklatter og fodertyve.

Aggressive måger

Og det har været et exceptionelt år for den økologiske fjerkræavler, som forklarer at minkskandalen i 2020 også har været medvirkende til at øge presset fra de plagsomme måger.

- Det har været tæt på at drive os til vanvid med de her aggressive fugle vi har omkring os. De værste er mågerne, fordi de ikke længere har fødemuligheder ved minkene, og det vil sige at mågerne er drevet helt ud på kanten. Vi har set eksempler på måger, der er så langt ude i sult og hunger, at de er gået over til kannibalisme, lyder det fra Martin Daasbjerg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når ikke Martin Daasbjerg benytter sig af dronen, er alternativerne nedskydning af måger med haglgevær, det er knaldeffekter med en signalpistol, og når det er relevant, så benytter han sig også af laser til at holde mågerne på afstand, men arsenalet indbefatter også maskiner, der kan afgive lyd via en computer, og så er der også den gammeldags gaskanon, som kan give et skrald.

Skræmmedronen fra Naust Robotics er dog siden Martin Daasbjerg i sommer tog den i brug blevet favoritten til at holde fuglene væk, skriver Naust Robotics.

- Til at begynde med var mågerne meget, meget bange for den, og de var væk i flere dage. De har efterhånden vænnet sig til den, men så længe den er i luften er den effektiv, men langtidsvirkningen er efterhånden som mågerne er blevet mere udhungrede, mindre effektiv, siger Martin Daasbjerg om dronen der i fuld fart udbasunerer mågernes egne fareskrig med 120 decibel for at holde luftrummet fuglefrit.

Dronelicens på en søndag

Man skal tage en eksamen for at betjene dronen fra Naust Robotics, og det har Martin Daasbjerg gjort hjemmefra sin computer. For Martin lykkedes det at tage eksamenen i løbet af en søndag, og ifølge landmanden, der har rundet de 70 somre, er det en stor glæde og fornøjelse af at kunne sætte dronen op og få de vilde fugle skræmt væk.

- Vi har i hvert fald ikke haft fugleinfluenza i vores dyr, og dronen har været medvirkende årsag til at vi har holdt fugleinfluenzaen på afstand, forklarer Martin Daasbjerg, der har lejet dronen af Naust Robotics, og som har været meget tilfreds med samarbejdet med virksomheden, der er opstået i den fynske robotklynge omkring Odense Universitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Sådan en opfindelse som Naust har lavet her, jeg synes det er genialt, simpelthen, og deres måde at servicere os på, jamen det kan ikke gøres bedre, fortæller Martin Daasbjerg.

Målrettet bestemte fugle

Hos Naust Robotics var man indledningsvis lidt betænkelige ved, hvordan ænder og gæs ville reagere på skræmmedronen, når den blev sendt i luften for at holde mågerne væk, men den målrettede brug af mågernes fareskrig viste sig hurtigt ikke at have synderlig effekt på tamdyrene.

- Vi så hurtigt, at allerede ved anden flyvning var ænderne blevet vant til dronen, uden at virke opskræmte, forklarer Lars Gyldenberg fra Naust Robotics som er rigtig glad for at en landmand, der som Martin Daasbjerg er lidt oppe i alderen, finder det let at betjene skræmmedronen.

Men det vigtigste er og har været, at fjerkræproducenten har oplevet stor virkning af at have den flyvende højtaler i luften over sin økologiske besætning af ænder og gæs.

- Martin har fortalt os, at når han førhen har skræmt havmåger væk, så vender de tilbage inden der er gået to timer, men efter den første flyvning med skræmmedronen gik der to dage før de igen nærmede sig indhegningerne for at søge føde. Det er for os et godt bevis på, hvor godt lyd virker til at holde fuglene på afstand, lyder det fra Lars Gyldenberg fra Naust Robotics.

rich-media-6
Martin Daasbjerg (th) er glad for skræmmedronen. Foto: Naust Robotics.