Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Fortsat skyhøj dansk energi-inflation
Abonnementsartikel
Inflationen taber yderligere fart, konstaterer OECD, men der er store nationale forskelle, og den danske energiinflation er 60 procent over OECD-gennemsnittet.
Den danske energi-inflation er skyhøjt over det generelle niveau for energi-inflation i de vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation OECD.
OECD har netop opgjort energi-inflationen i december til 18,4 procent, hvilket er det laveste niveau siden august - og et klart fald i forhold til 23,8 procent i november.
Men OECD-tallene afslører også, at de danske tal ligger betydeligt højere. Den danske energi-inflation var i november 36,6 procent og faldt i december til 30,2 procent. Dermed var den danske energiinflation 54 procent over OECD-niveauet i november og 64 procent over decemberniveauet.
Lavere fødevareinflation
Opgørelsen af fødevareinflationen viser derimod, at de danske prisstigninger er lidt mindre end den gennemsnitlige prisudvikling for fødevarer i OECD. Fødevareinflationen faldt generelt i OECD fra 16,2 procent i november til 15,6 procent i december. De danske inflationstal var tilsvarende henholdsvis 15,3 og 14,9 procent.
Generel inflation
I 25 ud af 38 OECD-lande faldt den samlede inflation fra november til december. I gennemsnit blev december-inflationen for hele OECD opgjort til 9,4 procent sammenlignet med december 2021. November-inflationen var 10,4.
De tilsvarende tal for Danmark viste en december-inflation på 8,7 procent mod 8,9 i november. I december 2021 var inflationen i Danmark kun 3,1 procent.
Men selvom OECD konstaterer, at det går den rigtige vej med inflationen, registreres der fortsat meget høje inflationsrater i mange lande. Hele 15 OECD-lande havde fortsat tocifrede inflationsrater i december.
Og i fire lande - Ungarn, Letland, Litauen og Tyrkiet - var inflationen endda over 20 procent i december sammenlignet med et år tidligere.
Højeste inflation siden 1988
Med december-tallene i hus kunne OECD også opgøre det samlede inflationstal for OECD-landene for hele 2022. Med et OECD-gennemsnit for hele året på 9.6 procent mod kun 4 procent i 2021, blev inflationen i 2022 den højeste, som OECD har registreret siden 1988.