Lyt til artiklen:

Investerer kvart milliard i Power-to-X

00:00
Hastighed: ???x
02:27

Abonnementsartikel

Norlys investerer 250 millioner kroner i GreenLab i Skive og bliver ny hovedejer i det offentlig-private partnerskab.

Energi- og telekoncernen Norlys investerer 250 millioner kroner i den grønne og innovative industripark, GreenLab. Med pengene kan GreenLab i Skive udbygge parkens forsyningsnet, kaldet SymbiosisNet. Det skriver Norlys i en pressemeddelelse

Dermed bliver det muligt for GreenLab at bygge den infrastruktur, der skal til for at tilkoble et af verdens første store Power-to-X-anlæg, hvor grøn elektricitet omdannes til brint. Målet er, at GreenLabs model kan inspirere andre til, hvordan man kan bygge fremtidens grønne energiløsninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I Norlys er den grønne omstilling central i alt, hvad vi gør. Vi er til stede i hele den grønne værdikæde fra produktion til distribution. I GreenLab er de ved at bygge fremtidens energisystem, og det er vi stolte over at være en del af, siger Gert Vinther Jørgensen, der er økonomidirektør i Norlys.

Norlys bliver majoritetsejer af Greenlab, der fortsætter som et offentlig privat partnerskab og som en regulatorisk testzone. Udover det styrkede ejerskab i GreenLab, ejer Norlys netselskabet N1, som driver elnettet omkring GreenLab og halvdelen af Eurowind Energy, som producerer strømmen til GreenLab.

100 MW Power-to-X-anlæg

GreenLab fik sidste år et tilsagn fra EU om støtte til at bygge et 100 MW Power-to-X-anlæg. En forudsætning for EU-støtten er, at GreenLabs eget net, SymbiosisNet, er klar til både at forsyne og modtage energi.

- Vi arbejder i GreenLab på en model for, hvordan man kan skabe en grøn og cirkulær industripark og samtidig skabe vækst til det omkringliggende samfund. Investeringen fra Norlys er afgørende for, at vi kan skabe den rette infrastruktur omkring vores Power-to-X-anlæg og de andre grønne teknologier, vi arbejder med, siger Christopher Sørensen, der er adm. direktør i Greenlab.

Investeringen fra Norlys skal også bruges til at etablere storskala energilagring med højtemperatur varme, som skal tiltrække nye partnervirksomheder til GreenLab. Den skal samtidig erstatte brugen af naturgas for de eksisterende virksomheder i parken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vores investering er langsigtet og er et eksempel på vores bidrag til sektorkobling i fremtidens energisystem. GreenLab er en model, som vi håber, at andre på sigt vil kopiere både i Danmark og andre steder i verden, når vi fremover omstiller vores energisystemer, siger Gert Vinther Jørgensen.