To af de største energiselskaber i Danmark slår pjalterne sammen i et forsøg på kommercielt bæredygtig Power-to-X. Det skriver Nature Energy og Andel i en pressemeddelelse.
Selskaberne vil opføre et Power-to-X anlæg i Glansager på Als. Anlægget skal bruge overskudsstrøm fra vindmøller til at øge produktionen af biogas og reducere CO2-udledningen.
Det sker i en proces, hvor der populært sagt sættes strøm til vand i et elektrolyseanlæg. Her dannes brint og ilt, og brinten tilsættes Nature Energys metaniseringsanlæg, hvor brinten går i forbindelse med opfanget CO2. Derved dannes der metangas, der har samme kvalitet, som den naturgas, der udvindes fra undergrunden.
Elektrolyse for 50 millioner kroner
Andel investerer 50 millioner kroner i elektrolyseanlægget, der skal producere brinten til processen, det fortæller administrerende direktør Jesper Hjulmand.
- Med krigen i Ukraine truer fossil energi ikke kun vores klima, men også vores frihed. Et vigtigt våben er den grønne omstilling - og netop vores indsats og bidrag i den sammenhæng spiller en afgørende rolle. Vores nye partnerskab med Nature Energy er et eksempel på, hvordan vi via sektorkobling kan angribe en af de udfordringer, verden står over for.
Også hos Nature Energy ser administrerende direktør Ole Hvelplund perspektiv i samarbejdet.
- Lige nu og de kommende mange år er der et stort marked for biogas både i og udenfor Danmark fordi det erstatter fossilt naturgas og fortrænger CO2. Derfor er det godt for både den grønne omstilling og Danmarks førerposition inden for energiproduktion og udvikling af fremtidens løsninger, at vi nu bruger Power-to-X til at øge biogasproduktionen, konstaterer Ole Hvelplund.
i 2021 udgjorde biogas omkring 25 procent af gassen i det danske gasnet og forventningen er at nå 40 procent i år, mens den politiske ambition er at nå 100 procent i 2030.
I drift til sommer
Brint er samtidig en effektiv måde at udnytte overskuddet af vedvarende vindenergi, når produktionen er højere end forbruget, fordi det kan indgå i Power-to-X-teknologi og øge produktionen af biogas.
Nature Energy har de senere år først gennemført laboratorieforsøg med denne form for Power-to-X og siden med succes drevet et pilotanlæg på sit biogasanlæg i Holsted.
Aktuelt er Andel og Nature Energy i dialog med de relevante myndigheder med henblik på godkendelser til byggeri og drift. Byggeriet ventes at kunne gå i gang i efteråret 2022, og anlægget forventes at kunne sættes i drift i sommeren 2023.





