Lyt til artiklen:

Grøn alliance: Lad kommunerne beholde skatter fra nye grønne projekter

00:00
Hastighed: ???x
02:34

En ny alliance for vedvarende energi bestående af Landbrug & Fødevarer, Dansk Erhverv, Vestas, Green Power Denmark, Eurowind Energy, Norlys, European Energy, NRGi og Andel kalder nu på handling for at få opsat flere gigawatt sol- og vindenergi på land, det skriver de i en pressemeddelelse.

For at øge incitamentet til at sætte turbo på udbygningen af vedvarende energi i de enkelte kommuner, foreslår alliancen i et nyt udspil, at kommunerne selv beholder en større del af skatteindtægterne fra nye sol- og vindanlæg, der opstilles inden for kommunegrænsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Konkret skal det ske ved, at den kommunale indtjening fra jordskatter og erhvervsbeskatning fra nye sol- og vindprojekter bliver friholdt fra den kommunale udligning. Det vil betyde, at de kommuner, der gør meget for at få mere vedvarende energi op, bliver belønnet direkte - til gavn for den enkelte borger i kommunen.

- Det er vigtigt, vi nu får sat skub i opstilling af nye solceller og landvindmøller for at sikre momentum i den grønne omstilling. Vi skal have reduceret de lange sagsbehandlingstider og godkendelsesprocedurer. I landbruget - som har en lang tradition for involvering i vindmølle- og solcelleprojekter - vil det bl.a. være oplagt at sætte VE-anlæg op på de jorde, der udtages til klima lavbundsområder. På den måde kan der skabes en rigtig god synergi mellem klimatiltag og grøn energi, siger Flemming Nør-Pedersen, direktør i Landbrug & Fødevarer.

"Alliancen vedvarende energi - sammen om grøn strøm på land" er opstået i kølvandet på regeringens ambition om at firedoble mængden af grøn strøm på land i 2030 - svarende til for eksempel 8,2 GW landvind og 20 GW sol eller, hvad der svarer til strøm til 12,5 millioner husstande.

Men udbygningen går ifølge alliancen for langsomt, og derfor skal der også indføres forpligtende minimumsmålsætninger for vedvarende energi på land i kommunerne. Hvis målsætningen skal opfyldes, skal der ifølge alliancen opsættes 2,3 GW om året.

Ifølge en måling foretaget af Norstat på vegne af Dansk Erhverv svarer to ud af tre danskere, at de ønsker flere vindmøller på land i Danmark. Opbakningen gælder på tværs af landsdele - også i Vestjylland, hvor landvindmøllekapaciteten er størst i dag.