Lyt til artiklen:

Statsministeriet får alvorlig kritik for forceret proces og styrende rolle

00:00
Hastighed: ???x
03:12

Statsministeriet handlede meget kritisabelt i forløbet op til, at hele minkbranchen på et pressemøde blev lagt ned.

Det fremgår af Minkkommissionens beretning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Statsministeriet tog en "overordnet og styrende rolle i den forcerede proces, som ledte frem til pressemødet den 4. november 2020, og at statsministeren førte an på pressemødet og selv udmeldte regeringens beslutning om aflivning af alle mink, selv om beslutningen ressortmæssigt hørte under Miljø- og Fødevareministeriet," står der i beretningen.

Det førte til en grov vildledning af minkavlerne, står der i beretningen.

Samtidig vurderer Minkkommissionen, at Statsministeriet kørte Miljø- og Fødevareministeret ud på et sidespor, og at Statsministeriet burde have forudset, at Miljø- og Fødevareministeriet ikke havde forberedt sig på, at alle mink skulle slås ned, og beslutningen derfor skulle være sendt tilbage til Miljø- og Fødevareministeriet, som så skulle vurdere, om det var lovligt.

Kommissionen kritiserer også, at KU-mødet, hvor beslutningen om at aflive alle mink blev truffet, blev forberedt og gennemført på sådan en måde, at den øgede risikoen for fejl.

Kommissionen kan ikke foretage en retlig vurdering af statsministerens handlinger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men kommissionen finder, at " Mette Frederiksens udmeldinger på pressemødet den 4. november 2020 objektivt set var groft vildledende, men at Mette Frederiksen subjektivt ikke den 4.november 2020 havde viden herom eller hensigt hertil. Kommissionen har ikke foretaget en vurdering af, om der foreligger grov uagtsomhed," står der.

Statsministerens departementschef har dog begået så grove tjenesteforseelser, at der er grundlag for, at hun bliver draget til ansvar, skriver kommissionen.

Statsministeren holder pressemøde fredag om sagen.

Miljø- og Fødevareministeriet skulle have budt ind

Særligt Miljø- og Fødevareministeriet får kritik af kommissionen. Det vurderes, at ministeriet har handlet særdeles kritisabelt.

Ministeriet havde flere gange mulighed for at bryde ind og dele sin vurdering af, at der ikke var hjemmel til at aflive alle mink.

Artiklen fortsætter efter annoncen

" Efter at Justitsministeriet den 5. november 2020 havde vurderet og ikke tilsidesat Miljø- og Fødevareministeriets vurdering af, at der ikke var hjemmel til aflivning af alle mink, og arbejdet med et lovforslag, der skulle tilvejebringe hjemmel, blev igangsat, var der konkret anledning for Miljø- og Fødevareministeriet til at dele sin vurdering af spørgsmålene om hjemmel og så vidt muligt sikre, at minkavlere og offentlighed blev bragt ud af vildfarelsen, som var skabt ved pressemødet den 4. november 2020, og det er yderligere kritisabelt, at Miljø- og Fødevareministeriet ikke gjorde noget i den forbindelse, ligesom det er yderligere kritisabelt, at Miljø- og Fødevareministeriet den 5. november 2020 tilrettelagde en forhøjelse af tempobonus", står der i beretningen.

Det vurderes også, at departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet Henrik Studsgaard, afdelingschef i Miljø- og Fødevareministeriet Tejs Binderup og kontorchef i Miljø- og Fødevareministeriet Paolo Drostby har begået så grove tjenesteforseelser, at der er grundlag for at drage dem til ansvar.