Lyt til artiklen:

Klimarådet overser ny lovgivning om biogas

00:00
Hastighed: ???x
02:40

Konklusionerne om biogas til transport i Klimarådets nye transportanalyse holder ikke. Rådet konkluderer fejlagtigt, at eftersom der kun bliver produceret den mængde biogas, der gives støtte til, så vil anvendelse af biogas i transportsektoren tage biogassen fra andre sektorer, der i stedet kommer til at bruge naturgas. Dette er faktuelt forkert, lyder budskabet fra Henrik Høegh, formand for Biogas Danmark.

Det skriver Biogas Danmark i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Sagen er, at Folketinget den 29. april i år vedtog en ny lov om biobrændstoffer, som siger, at biobrændstoffer, der modtager støtte, ikke kan anvendes til at opfylde det CO2-fortrængningskrav, der træder i kraft fra begyndelsen af 2022. Dermed kommer der et skarpt skel mellem det marked, der bruger støttet biogas - eksempelvis industrien - og transportmarkedet, der skal bruge ikke-støttet biogas, siger Henrik Høegh.

Den biogas, der modtager støtte, vil naturligvis blive produceret som hidtil, mens biogas til transport vil blive en ekstra biogasproduktion ud over den der får støtte.

Med CO2-fortrængningskravet er der samtidig implementeret markedsmekanismer med såkaldte tickets, der sikrer, at biobrændstoffers værdi sættes efter, hvor stor en CO2-reduktion, de medfører. Derfor forventer Biogas Danmark, at ikke-støttet biogas bliver attraktiv for markedet - især hvis politikerne øger klimaambitionerne for transporten.

- I modsætning til de fødevarebaserede biobrændstoffer, der i dag bliver blandet i diesel, leverer biogassen reelle CO2-reduktioner, fordi den produceres på basis af eksempelvis husdyrgødning og madaffald. Derfor er anvendelsen af biogas i transportsektoren en reel grøn omstilling, og Klimarådet bør dermed korrigere deres konklusioner, siger Henrik Høegh.

Hvis de danske biogasproducenter fortsætter med de seneste fem års vækst, vil de kunne levere op mod 20 petajoule biogas til den tunge transport i 2030, udover den biogas der leveres til industri og energisektor. Dermed kan anvendelsen af biogas i den tunge transport reducere CO2-udledningen med op mod to millioner tons i 2030.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og biogasproducenterne er klar til at bakke op om højere ambitioner for den tunge transport. Sådan lyder budskabet fra både Nature Energy, E.ON og Bigadan, som er de tre virksomheder, der ejer biogastankstationer i Danmark.