Lyt til artiklen:

Biogas kan halvere omkostningerne til den grønne omstilling af transporten

00:00
Hastighed: ???x
04:28

Det bygger på et forkert grundlag, når en stribe grønne organisationer kritiserer regeringens forslag om at forhøje CO2-fortrængningskravet for at været alt for dyrt. De beregninger, der er blevet fremlagt, er baseret på det dyreste anden-generations biobrændstof, man kan finde.

Hvis billig ustøttet biogas indregnes, falder omkostningerne til CO2-fortrængningskravet til under det halve og bliver en markant bedre og billigere løsning end en højere dieselafgift. Sådan lyder budskabet fra brancheorganisationen Biogas Danmark og et af organisationens medlemmer, virksomheden Bioman, der leverer biogas til tung transport i både Danmark og Tyskland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det koster under 15 øre pr. liter diesel at følge regeringens forslag om at reducere CO2-udledningen fra transporten med yderligere 1,5 procent. Dermed vil omkostningen for CO2-fortrængningskravet være under halvdelen af de 30 øre pr. liter, der fremgår af et notat, som Altinget har offentliggjort, siger Birger Parsberg Olesen, der er Head of Green Gases i Bioman.

- I vores beregninger kan vi som biogasproducent levere CO2-fortrængning til en markant lavere pris
end de 4.000 kroner pr. ton CO2, som fremgår af omtalte notat, og hvad flere eksperter refererer til i pressen, fastslår han.

Energiafgift på diesel bremser grøn omstilling

Samtidig lyder budskabet fra Biogas Danmark, at det vil være helt galt at øge energiafgiften på diesel, da det også rammer avancerede grønne brændstoffer som HVO og biogas.

- Det bremser derfor den grønne omstilling af den tunge transport i Danmark, og ifølge regeringens notat giver afgiften ikke nogen klimaeffekt, men flytter alene CO2-udledningen til Tyskland. Problemet er, at den kommer tilbage til Danmark, fordi Tyskland allerede nu har besluttet at skærpe klimakravene til transportsektoren i de kommende år. hvis Tyskland skærper deres krav, så har vi ikke opnået nogen effekt. Så taberne bliver både klimaet og de transportvirksomheder, der får en kæmpe ekstraregning på flere hundrede millioner kroner, som de skal betale uden at få den mindste smule grøn omstilling for pengene, siger direktør Frank Rosager fra Biogas Danmark.

Kræver kun to nye biogasanlæg

Og det vil ikke være en udfordring at få mere danskproduceret biogas ind i den danske transportsektor, mener parterne. Ifølge dem er der allerede 40-50 større biogasanlæg og cirka 20 biogastankstationer i Danmark, og mere end hundrede biogaslastbiler kører allerede på vejene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men branchen kan ikke udvikle markedet lige nu, fordi klimakravene til den danske transportsektor er for små, så efterspørgslen er der ikke. Idéen med CO2-fortrængningskravet er, at det øger efterspørgslen på bæredygtige brændstoffer, og kommer den, så er branchen klar. Det kræver bare to nye biogasanlæg og 10 nye gastankstationer at dække en forhøjelse af CO2 fortrængningskravet på 1,5 procent, forklarer Frank Rosager.

Gode erfaringer i Tyskland

I Tyskland er der allerede nu gode erfaringer med et ambitiøst teknologineutralt CO2-fortrængningskrav, der omfatter både el, brint, biogas og bæredygtige biobrændstoffer samt begrænsning af fødevarebaserede biobrændstoffer. På grund af hård konkurrence mellem drivmidlerne er CO2-prisen i det tyske CO2-fortrængningskrav nu faldet til cirka 2.000 kroner pr. ton CO2.

- Det er klart, at der kommer den samme udvikling i Danmark, hvis man laver et teknologineutralt CO2-fortrængningskrav, hvor vi kan få en skarp konkurrence mellem el, biogas og de andre løsninger. Det skaber et marked af en vis størrelse, og det bringer prisen for den grønne omstilling ned på et markant lavere niveau. Derfor bakker vi helt klart op om regeringens forslag om at øge CO2-fortrængningskravet med låg over 1. generations biobrændstoffer. Det er den rigtige vej frem, fastslår Frank Rosager.