Lyt til artiklen:

Biogas Danmark: Sæt skub i biogasudbud

00:00
Hastighed: ???x
02:09

I 2022 har danske biogasproducenter dækket 35 procent af det danske gasforbrug. Dermed har de bidraget massivt til, at de danske gaslagre er fyldt inden vinteren. Næste år bliver det dog sværere at fylde lagrene uden russisk gas, og derfor skal der træffes politiske beslutninger til fordel for biogas. Det skriver Biogas Danmark i en pressemeddelelse.

- De relativt lave gaspriser skyldes lige nu at lagrene er fyldte, men det er blot stilheden før storm. Det bliver en kamp for hele Europa at skaffe nok gas, og derfor bliver det helt afgørende at vi sætter alle sejl til for at producere så meget biogas som muligt næste år, siger Henrik Høegh, formand for Biogas Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kommende regering skal sætte skub i udbud

Derfor opfordrer Biogas Danmark en kommende regering til at sætte skub i de allerede besluttede udbud af biogasproduktion. Udbuddene er nemlig, som det ser ud nu, fordelt henover årene frem mod 2023. Det mener Henrik Høegh ikke giver mening som tiderne er nu.

- Fremrykning af udbuddene er den hurtigste vej til at give investorerne sikkerhed for deres langsigtede investeringer. Det vil kickstarte udbygningen og samtidig spare staten penge, for de høje markedspriser på gas betyder, at der ikke udbetales støtte de første år af udbudsperioderne. Effekten vil være et 100 procent grønt gasforbrug allerede i 2027 og dermed også massive gevinster for klimaet, siger Henrik Høegh.

Sæt skub i kommunerne

Foruden et skub på udbud så Biogas Danmark også gerne, at den nye regering satte skub på kommunerne, som de mener er langsomme til at behandle ansøgninger.

- På lidt længere sigt ønsker vi desuden at ændre rammevilkårene, så det bliver attraktivt for markedet at købe ustøttet biogas. Blandt andet ved at sikre, at virksomheder kan opnå CO2-afgiftsrefusion for biogas, der leveres via gasnettet, fastslår Henrik Høegh.

Slutteligt peger formanden også på, at biogas kan hjælpe landbruget med store drivhusgasreduktioner.